Carsten Hauch – Digte og romaner

Her er 3 digte af Carsten Hauch (efter Forfatterprofilen). Kender du selv til et godt digt af Carsten Hauch, er du velkommen til at indsende det via kommentarfeltet i bunden af siden.

Forfatterprofil

Portræt af Carsten Hauch

Johannes Carsten Hauch

Johannes Carsten Hauch var en dansk digter og forfatter, der blev født i 1790 i Norge og døde den 4. marts 1872 i Danmark.  Carsten Hauch voksede op i Norge, men som 13 årig flyttede han med sin familie til København, idet faderen blev udnævnt som amtmand over Sjælland.

Under englændernes bombardement af København i 1807 tjener Carsten Hauch som frivillig i Studenterkorpset sammen med blandt andre St. St. Blicher og B. S. Ingemann – begge kommende digtere som han senere bliver venner med.

I 1808 bliver Carsten Hauch student og begynder at studere jura ved Københavns Universitet. Det er her, at han for alvor begynder at skrive; i 1814 skriver han sine første digte og i 1816 udgiver han sit første værk “Contrasterne”, der består af to dramatiske digte.

Han kommer dog i tvivl om sine talenter som digter og forfatter, hvilket skyldes flere faktorer; for det første har Carsten Hauchs store forbillede, Adam Oehlenschläger, frarådet ham at fortsætte med digtningen (Oehlenschläger kritiserede ligefrem Carsten Hauchs første digte), hvilket naturligvis tager hårdt på ham. For det andet har Carsten Hauch en anden passion: naturvidenskaben – som han vælger at forfølge. I 1820 bliver han magister i naturvidenskab og i 1821 bliver han doktor med en afhandling om zoologi.

Rejsen

Hans iver og energi på det naturvidenskabelige studie resulterer i, at han tildeles et stipendium, så han kan rejse og studere i Tyskland, Frankrig og Italien. Under sin rejse bliver han dog ramt af smerter i det ene ben, hvilket fører ham til et kursted på øen Ischia ved Napoli i 1824. Et lille års tid senere får han sin fod amputeret – et hårdt slag for Hauch der også er en dedikeret sportsmand.

I 1826 forsøger han i dyb depression at begå selvmord, hvilket dog mislykkes. Selvmordsforsøget bliver dog hans kunsteriske vendepunkt. I 1826 drager han til Rom, hvor han bliver venner med billedhuggeren Bertel Thorvaldsen – som han mødte for første gang i København i 1819 – og begynder for alvor at skrive igen. I foråret 1827 vender han tilbage til Danmark med en række dramatiske værker i bagagen.

Hjemkomsten

Efter sin hjemkomst til Danmark bliver han lektor i naturvidenskab ved akademiet i Sorø, hvor han har sit virke helt frem til 1846. Herefter drager han til Kiel, hvor han arbejder som professer i nordisk sprog og litteratur. I 1848 bliver han dog nødt til at flygte, da Treårskrigen bryder ud.

I 1850 dør Adam Oehlenschläger og Carsten Hauch overtager hans proffesorat i æstetik ved Københavns Universitet. I 1872 dør Carsten Hauch under et ophold i Rom og her bliver han begravet på den protestantiske kirkegård (Cimitero Acattolico di Rom, Testaccio, Porta San Paolo, Italien).

Bibliografi

Carsten Hauch skrev flere digte, men kun få huskes i dag. Hans romaner læses derimod fortsat af mange. Hans største værker inkluderer:

Vilhelm Zabern (1834)

Guldmageren (1836)

En polsk Familie (1839)

Svend Grathe (1841)

Slottet Ved Rhinen, Eller de Forskiellige Standpunkter (1848)

Søstrene på Kinnekullen (1849)

Saga om Thorvald Vidførle (1849)

Marsk Stig (1850)

Tycho Brahes Ungdom (1852)

Robert Fulton (1853)

Lyriske Digte (1854)

Kongens Yndling (1858)

Charles de la Bussière (1860)

Henrik AF Navarra; Drama I Fire Acter (1863)

Valdemar Seier (1862)

Julian Den Frafaldne, Og Et Martyrium I Nutiden (1866)

Minder fra min Barndom og Ungdom (1867)

Quindehævn (1868)

Nye Digtninger (1869)

Afhandlinger Og Aesthetiske Betragtninger (1869)

Minder fra min første Udenlandsreise (1871)

 

Digte

Naturforskeren

Carsten Hauch

Med Andagt knæler jeg,

Hellige Natur! for Dit Altar.

 

Jeg sørger med Dig,

Naar Du snoer om

Sortklædte Hofter

Det syvfoldfarvede Belte,

Naar Dit blinkende Øie fyldes med Taarer.

 

Jeg glædes med Dig,

Naar Du vanker i Sommervinden,

Naar Du sødtaandende staaer

Over musbedækkede Tag,

Og ei foragter

At smykke det rundt med Vaarens Blomster.

 

Trofast maa Du være, Natur!

Thi ofte jeg lytted' i Skoven,

Naar med susende Vinger

Du slog dens mægtige Harpe.

Ofte ved Kilden,

Naar i de flydende Strænge

Med sagte Finger Du famled.

 

Da hørte jeg Din Stemme,

Hørte Dig stedse gientage

Din gamle Sang med uendelig Veemod.

 

Uendelig Dybde laae i de simple Toner,

Uendelig trofast maa være det Hjerte,

Der hænger saa fast ved det Gamle.

 

Trofast maa Du være, Natur!

Og derfor jeg lægger min Haand paa Dit Altar

Og sværger det høit:

Aldrig at lukke min Sjæl for Din Storhed,

Aldrig at hylde en fremmed Guddom,

Og glad at offre mit Liv

For et Blik af Dit dunkeltbeskuende Øie.

 

Ingen Ring vexled' Du med mig,

Ingen gylden Slange

Snoer sig om Fing'ren til Pant paa Din Troskab.

Kun en ringe Steen*)

Gav Du i min Haand,

Uanselig og graa,

Men jeg føler i den

Et dunkelt Slag af Dit mægtige Hjerte.

 

En polsk Sang

Carsten Hauch

Hvorfor svulmer Weichselfloden, som et Heltebryst,

Der i Døden knuses mod en vild, barbarisk Kyst?

Hvorfor klinger Bølgens Klage fra den sorte Grund,

Som en saaret Gangers sidste Suk i Dødens Stund?

 

Weichselfloden snoer sig langsomt under Krakaus Muur,

Stærke Skarer drog at bryde Ørnens Fangebuur,

Sværd og Lee paa Sletten blinked' mellem Røg og Damp,

Ingen Stridsmand kom tilbage fra den vilde Kamp.

 

Derfor høre vi bestandig Suk fra Flodens Skiød,

Derfor risler den veemodig, som en Drøm om Død,

Derfor sørge Mark og Enge med den hvide Piil,

Derfor tabte Polens Døttre deres muntre Smiil.

 

Og ved Pigens Vugge sidde de med Graad paa Kind,

Under Suk og Veemodssange slumrer Glutten ind.

Men naar Drengen vaagner, synge de om Kampens Ørn,

Under Sang om svunden Storhed vaagne Polens Børn.

Dødens Genius

Carsten Hauch

O du, som græder, visk din Taare bort!

Og du, som sørger, husk din Sorg er kort!

Thi du har Ro, naar Hjertet stille staaer,

Og Dødens Engel læger dine Saar.

 

Ja skjendt i Graven falmer Fyrstens Dragt,

Og skjendt kun Ormen der har Kongemagt,

Saa frygt dog ei, naar med et ydmygt Sind

Du ad den mørke Hvælving vandrer ind,

 

Thi hvad du virker i din bedste Stund,

Hvad Pigen aner i den dunkle Lund,

Hvad Orglet vækker med sin dybe Klang,

Hvad Barnet skuer i sin Drøm saa lang,

 

Og hvert et Ord, der skjænker Livet Trøst,

Hvert ædelt Forsæt, hver uskyldig Lyst,

Hvert saligt Blund i Kjærlighedens Arm,

Hvert deiligt Billed af en Digterbarm,

 

Det er kun Frø, der synker i mit Skjød,

Og som du skue skal, naar du er død,

At staae som Blomster i en evig Krands,

Mens Gravens Bølge skjænker dem sin Glands.

 

Thi al den Graad, der randt i Støvets Land,

Den vorder her et dybt og deiligt Vand,

Hvis Dug forfrisker mine Blomster smaa,

Hvis klare Bølger ingen Storm kan naae.

 

I dem fornyes hver Erindring blid,

I dem forynges selv den gamle Tid,

Derfor i dem sig bader hver en Mø,

Og sukker henrykt: Det er sødt at døe.

 

Af Bølgens Dyb sig hæver mangen Strand,

Hvor milde Blikke vinke dig til Land,

Der sidder Elskeren sin Elskov nær,

De bedste Drømme drømmes atter her.

 

Og hver en Ven, for hvem din Taare randt,

Selv den, du elsked, som du hist el fandt,

Ham finder du, hvor Dødens Bølge leer,

Og hvis I vil, I skilles aldrig meer.

 

Og Alfer leger under Rosens Tjørn,

Det er de mindste, lykkeligste Børn,

Hvis Blik jeg slukte, før de kunde see,

Hvis Mund jeg lukte, før den kunde lee,

 

Og Ynglingsskarer, Oldingsskygger graae,

Og skjønne Piger, længstforglemte Smaa,

Og Helteslægter fra den svundne Tid,

Paa tusind Veie samler jeg dem hid.

 

Og Mænd og Qvinder, spredt fra Syd til Nord,

Uhyre Aander fra en anden Jord,

Og de, der sildigst sprang af Tidens Strøm,

De mødes her med Oldtids ældste Drøm.

 

Og sære Skikkelser bag Fjeldets Muur,

De gamle Fødsler af en vild Natur,

Og blege Larver uden Sjælens Liv,

De flagre her som Taager mellem Siv.

 

Men hine Væsner, der ved Kunst blev til,

Der hist dig syntes kun et Skyggespil,

De her som Stjerner paa min Himmel staaer,

Og vinde Liv, hvor Jordens Pragt forgaaer.

 

Dog uden Ende løber Dødens Vei,

Ved fjerne Verdner selv den standser el,

I Evighedens Ring den taber sig,

Og kun dens Indgang kan jeg vise dig.





Del dit favorit-digt med andre

Kender du et godt citat eller digt?

Bidrag med det her - så kan andre brugere også få glæde af det!

Skriv det i kommentarfeltet og del evt. også på Facebook

Samlede digte
Samlede digte
- af Benny Andersen
Bedømmelse: ★★★★★
Læs mere om bogen her
Kærlighed
Kærlighed
- af Paulo Coelho
Bedømmelse: ★★★★★
Læs mere om bogen her
Storby-Trilogien
Storby-Trilogien
- af Dan Turèll
Bedømmelse: ★★★★
Læs mere om bogen her