Digte om savn og længsel

Ikke denne verden

kvinde

ikke markens roser

aldrig dette digt

Dine øjne ser ikke

dine øjne som jeg ser

Ikke dine arme

ikke dine bryster

Dine hofter ånder ikke

ikke dine dybe knæ

Ikke denne verden

kvinde

ikke du

ikke jeg

Naturen sine Floder

udtømte i dit Blod.

Du bed som Brud og Moder,

men ene var du god.

Frimodig i din Særk

du viste Tand, Ulvinde.

Os er dit Jammersminde

et Styrkens Underværk.

“Med Sorrig jeg mig lagde,

af Graad var salt min Mund,

jeg til mig selver sagde:

Du ser ej Morgenstund” –

Ja da du slagen faldt,

da nøgen og alene

du sad paa Jordens Stene,

gav Skaberen dig alt.

Thi spotter Gud vor klage,

er Højheds Drøm forbi,

da goves os tilbage

det Liv vi lever i.

Af Graad er Glæden skabt.

Ak, kunde vi os væbne

i Danmark med din Skæbne,

vi som har Haabet tabt!

Hvor har du gjort af dit blaa Blink?

Engang var dine Øjne som Himlen.

Nu er dine Øjne fulde af graa Ligegyldighed,

naar de ser paa mig.

Og dine Hænder ligger urørlige paa Bordet.

Din Elskov er gammel.

Jeg selv er gammel.

Men mit Hjerte skælver af Ungdom.

Men mit Hjerte – det ser du ikke.

Du kan ikke se mit Hjerte

med dine ligegyldige Øjne.

Af ængstlig Længsel nu mit Hierte gyser,

Min Siel er skiult i Nat, som Nordens Pol;

Thi for en Anden Folkekreds du lyser,

Du, mine Dages elskelige Sol!

Og hvor er Lys for mig? og hvor er Varme

For dette Hierte? hvor er alt dets Lyst?

Kun i dit Smil, og kun i dine Arme,

Og kun i salig Slummer ved dit Bryst.

Kun hvor du er, min Himmel, Elskte! smiler,

Kun hvor du er omgiver Glæden mig;

Hvorhen du gaaer, did hele Himlen iler,

Du flytter hele Jordens Fryd med dig.

Ak! at jeg, som en Engel, ei kan svæve

Omkring dig, Yndige! hvorhen du gaaer;

At ei min Siel i himmelsk Lyst kan bæve

Paa Rosen, som henvisner i dit Haar;

At ei blandt hine Perler jeg kan nyde

I Kiæden om din Hals elysisk Lyst;

At ei mit hele Hierte sig kan gyde

I Lilien, som falmer paa dit Bryst.

Misundte Rose! Lykkelige Kiæde!

Tre Gange lykkelige Blomstersnee!

Den hele Verden gav jeg bort med Glæde

For een af eders Lod, misundte tre!

Lad ei forgieves Skiebnen eder byde

Den Lod, den nægtede Selines Ven!

Men Ak! I Følesløse skulle nyde,

Jeg ømme, kielne, kun skal fatte den!

Ja! jeg skal i sin hele Vidde savne

Den Himmel som med hende mig forlod,

Og i mit Helved længselfuld omfavne

Den tomme Luft, hvori min Engel stod.