Digte om kærlighed

Her finder du 5 udvalgte digte om kærlighed:

  • “Sig ja” af Tove Ditlevsen fordi det fremelsker kærlighed og opfordrer os til at elske
  • “Så tag mit hjerte” af Tove Ditlevsen fordi det er hengivende og blotter vores sårbarhed
  • “Kærlighed er…” af Meghan dette er en oversættelse af det engelske digt “Love is…” og er udvalgt for dets ærlighed
  • “Min elskte Viv” af Emil Aarestrup hvor den stærke kærlighed der kun kan findes i et ægteskab, er i centrum
  • “Hvor tindrer nu min Stjerne” af Christian Winther hvor kærligheden og døden forenes

Se evt. flere kærlighedsdigte her. Hvis du selv kender et godt digt om kærlighed – som du synes er værd at dele med andre – må du meget gerne tilføje det i kommentarfeltet i bunden af denne side.

Sig ja (til kærligheden)

Tove Ditlevsen

Sig ja til kærligheden

 

Så tag mit hjerte

Tove Ditlevsen

Så tag mit hjerte

 

Kærlighed er…

Meghan

Kærlighed er den bedste følelse.

Kærlighed er som en leg.

Kærlighed er, hvad jeg føler for dig.

Hver eneste dag.

 

Kærlighed er som et smil.

Kærlighed er som en sang.

Kærlighed er en stor følelse.

Der holder os i fuld vigør.

 

Jeg elsker dig med mit hjerte.

Min krop og min sjæl.

Jeg elsker den måde, jeg bliver ved med at elske.

Som en kærlighed jeg ikke kan kontrollere.

 

Så husk når dine øjne møder mine.

Jeg elsker dig af hele mit hjerte.

Og jeg har lagt min sjæl over til dig.

Lige fra starten.


 

Min elskte Viv

Emil Aarestrup

Den 19de om Morgenen.

Min elskte Viv! mit Kiv! mit Liv og yndige Tidsfordriv! Et Ord, kun dette, har jeg endnu at berette: paa Torsdag Kl. 10, da øines vi; da speider fra den fynske Strand Din Mand efter den dampende Snekke, paa hvis Dække staaer en aldrende Qvinde, men en ung Elskerinde, der har ham i Sinde, og som ved Hjulenes drivende Fart, henover Beltets Vande, snart, agter at lande, ile, med varme, i de aabne Arme, som vente herhjemme, hvor Børnene smile, og hvor en kjærlig Stemme hvidsker: Du Søde, Hulde og Varme! Gud være lovet, jeg har Dig igjen, min Ven, mit Hjertes Fortrolige, her i det rolige, stille Kammer, hvor mine Kys, med sine Flammer, som i Ungdoms Dage, skal purpurfarve Din Kind, Din Skulder, Din Hage, hvor jeg i Glædesrusen over at have Dig tro og kjærlig tilbage — uden Arrighed, uden Karrighed — herlig og sund, med Rosenmund, med skinnende Tænder, med de kjærtegnende, ærlige Hænder, med det gamle Hjerte, som jeg femogtyve Aar kjender og elsker og ærer som mit, Dit Hjerte føler jeg atter banke ved mit, Din Tanke, uskyldig og reen, atter blandes med min — o Levvel, indtil Gjensynets Stund! Jeg kysser kun, nu til et par Dages Afsked, Din Mund, og underskriver mig i fuldeste, sødeste Forstand:

Din Mand.

Hilsen til Alle! især til Emilie!

Hvor tindrer nu min Stjerne?

Christian Winther

„Hvor tindrer nu min Stjerne?

Hvor dølger sig min Skat?

Dig søger i det Fjerne

Min Sjæl ved Dag og Nat.

Dig lokker nu min Stemme;

Jeg veed, Du kommer jo,

Thi aldrig kan Du glemme,

Du skjenked mig din Tro!“

 

Men Hjorten dreied Øret,

Den vendte Hov'det lidt;

Det var de samme Toner,

Som den fornam saa tidt.

Det lod ret, som den sukked

Og atter laae den ned.

Tungt aanded Ungersvenden

Og blev saa atter ved.

 

„Hver Nat er jo vor Sommer,

Dens Blomster ere vi;

Naar Dagen den kommer,

Er vor Sommer forbi.

O, yndigste Kjærminde!

O, Elskovsrose rød!

I Mulm jeg kan Dig finde,

For din Duft er stærk og sød!“

 

Saa nynned han og løste

Med den vaersomste Haand

Af begge sine Ankler

De stærktsnoede Baand;

Og lempeligt han listed,

Med høitbankende Barm,

Den allersidste Løkke af,

Som kuede hans Arm.

 

Han sagte lod sig glide

Fra Dyrets brede Ryg,

Ned sank han ved dets Side

Paa Mosteppet tryg.

Dog knap sig følte Hjorten

For Baand og Byrde qvit,

Udstødte den et Brøl,

Sprang op og kneised frit.

 

Med Bragen brød den gjennem

Den tætte, mørke Skov,

Den vækked de smaa Fugle,

Som sad der og sov;

Og længe hørte Svenden

Hver raslende Busk,

Og hvor Grenene de knaged

Ved de voldsomme Rusk;

 

Til fjernere sig tabte

Hver Lyd og hver Larm.

Da strakte han med Vellyst

Sin Fod og sin Arm;

Sin stivnede Nakke

Og sin martrede Lænd

Paa mosbløde Leie

Han lod nu segne hen.

 

Han folded sine Hænder,

Slog Kors for sit Bryst,

Og takkede Vorherre

Med hendøende Røst,

Fordi han havde frelst ham

Fra saa grusom en Død.

Dybt sank han saa i Dvale

Og glemte al sin Nød.

 

Anbefalede bøger

Følgende bøger indeholder de bedste danske og udenlandske kærlighedsdigte:

Her, min skat

- 111 danske digte om kærlighed

Hjertets lyre

- Udvalgte digte og gruk om kærligheden

Månen i din hånd

- haikudigte

Kærlighedskort

- 55 digte om kærlighed af 55 danske digtere

 

Relaterede artikler

Menu