Her finder du 5 afskedsdigte eller “farvel-digte” – digte der kan bruges til at sige farvel eller reflektere over, hvad der sker, når vi siger farvel til nogen.
Hvis du kender et godt afskedsdigt/farvel-digt, som du mener er værd at dele med andre, må du meget gerne indsende det via kommentarfeltet i bunden af denne side.
De ni roser
(uddrag af digtet)…
Den niende rose er for
afskeden, for dette
farvel, som ingen ende
vil tage. Den niende
rose er et floragram
af taknemmelighed.
Læg den i pres i Biblen.
Når den visner,
dør også vores kærlighed.
Afsked
Træt af ord, af forfængelige Bøger og Billeder,
af Problemer, Diskussioner og geometriske Figurer,
af alt der kun fungerer, de kloge, forstokkede
paa Knæ for deres Hjerner,
blinde som Mulvarpen
og uden hans Løvekraft.
Af funktionærer, anonyme Uniformer og Embedsmænd,
de korrekte uansvarlige, de opvakte og smidige, de glatte og blanke,
alle der modtager Ordrer uden at raadspørge deres liv.
Træt af at intet er haardt,
af halvvissen Ondskab og lunken Godhed,
de to der er hinandens Lige,
af Medynk, Føleri, og kold Filantropi,
der ikke aner Barmhjertighedens Pris,
af Kaktussjæle, Tidselsjæle, Nælder,
der ter sig som Roser og er i god Tro,
træt af mig selv og mest af alt mit Liv,
jeg vilde slynget ud i
ren og tonende Tavshed,
men som taber sig i Ord.
Min taalmodighed er til Ende!
Jeg bryder op og drager bort!
Intet sted kan være frygteligere end dette,
ingen Ørken magrere,
ingen Have saltere end de Taarer jeg burde have grædt.
Jeg drager ud for at retfærdiggøre os,
at finde en Haandfuld Jord,
der er ren, ikke beskrevet med Ord,
der ikke drypper af Gift.
Lad mig blive en Sten ved Vejen,
en Grannaal i Skoven
af Egern og Ræv betraadt.
Eller et Støvgran, Græsset paa Stengrund,
det rustne Straa mellem Skinnerne
Togene jager over,
det foragtede, det oversete,
det fattigste af alt,
blot jeg en Morgen
maa vaagne og høre
de skjulte Harmoniers ynglende Skarer,
Forbindelsernes Klange,
Sammensmeltningens brusende Forvandling
og en ny Kærligheds Basuner syv Gange under vore Mure.
Hvis du forlader mig
Hvis du forlader mig
så gør det hurtigt, resolut
og uden falsk medlidenhed
forlad mig med et hug
der kapper alle bånd
forlad mig i en afgrund
hvorfra man kun kan klatre opad
(og dog?
Man risikerer jo at blive dernede
og aldrig komme op
måske er det alligevel for hårdt?
Jeg vil bede dig om noget andet)
Hvis du forlader mig
så gør det blidt og nænsomt
og ikke pludseligt med voldsomhed
chokerende og lammende
gør det blidt og nænsomt
og helst i små portioner
langsomt – så jeg kan vænne mig til tanken
(Og dog?
Det er under alle omstændigheder ubehageligt
Noget der gør ondt
Så hvorfor trække pinen ud?
Ja, hvorfor sætte sig selv i den situation?
Nu har jeg det:)
Forlad mig tidligt
Forlad mig i min ungdom
før vi lærer hinanden at kende
ved en fest, hvor vi begge to er
Lad mig møde en anden end dig
hvis du alligevel vil forlade mig
Forlad mig i min barndom
en tidlig solskinsmorgen
hvor alle køer er sat på græs
og jeg endnu er en lille dreng
der leger i en sandkasse
åh kære
jeg tror jeg dør
hvis du forlader mig
tag mig med
kan du ikke bare ta' mig med
hvis du forlader mig?
Stær og afsked
og stæren her til formiddag forgylder
hin elm ved banegården, Hør den! Hør den!
og mig på perronen med hjertet på sned og
i hektiske spring fra rude til rude til rude
da toget planmæssigt trækker videre og stæren!
Stæren igen denne formiddag, den samme, guld!
Aften i havnekvarteret
Solen synker saa ligetil
ned bag Havnens Harmonikaspil.
Sømænd, Piger flokkes derom
allerede, for det er Aften.
Ro er der kommet om Jordens Ring,
Mørket sænker sig omkring.
Jorden aander med Blæst og Regn,
Foraaret staar i Nymaanens Tegn.
Se, som en fin, lille Romerinde,
tusind Aar gammel ses Maanen skinne.
Og en pige der tager kjolen af
som en Sky, der gled bort derfra.