Jens Baggesen - Information om digteren Jens Baggesen

Jens Baggesen – Digte og biografi

Anbefalede bøger

Vi anbefaler især følgende bøger om Jens Baggesen:

Biografi (Jens Baggesen)

Jens Immanuel Baggesen var en dansk digter, der blev født den 15. februar 1764 i Korsør og døde den 3. oktober 1826 i Hamburg. Han var desuden far til Frederik Ludvig Haller August Baggesen (eller bare August Baggesen), der blev forfatter, officer, generalstabsschef og Ridder af Dannebrog.

Barn- og ungdom

Jens Baggesen kommer fra fattige kår og er den ældste i en børneflok på 10 børn, hvor faderen (Bagge Baggesen) er kornmåler samt skriver hos amtforvalteren. Moderen går hjemme (som alle andre kvinder på det tidspunkt) og var skipperdatter. Hun opdrager børnene strengt i en pietistisk ånd og læser ofte højt fra Bibelen for børnene.

Som barn er Jens Baggesen eventyrlysten og fantasifuld, men samtidig også svagelig, stille og indesluttet. Hans sind bærer tydeligt præg af moderens dominante rolle og strenge religiøse opdragelse, og inden han fylder 9 år, har han allerede forsøgt at begå selvmord flere gange.

Han starter på Slagelse Latinskole som 11 årig pga. hans åbenlyse begavelse. På latinskolen begynder han at digte – hvilket uden han ved af det, bliver læst af digteren og dramatikeren Johannes Ewald. Som 18 årig dimmiterer Jens Baggesen fra latinskolen med et godt testimonium, hvori hans digtning også er nævnt.

Jens Baggesen starter herefter på Københavns Universitet, hvor han studerer teologi. I 1785, mens han studerer, vækker han opsigt med nogle mindre digte – bl.a. digtet “Da jeg var lille”.

I København lever han spartansk og fattigt, som så mange andre studerende, og plages også af hans svage helbred. Med tiden får han dog indflydelsesrige venner takket være hans evne til at betage mennesker;  f.eks. prins Frederik Christian af Augustenborg (egentlig Frederik Christian den II af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Augustenborg), der støtter ham økonomisk, hvilket gør det muligt at digte. Han flytter desuden ind hos digteren Christen Henriksen Pram, hvis hustru han forelsker sig i og også nævner under pseudonymet “Seline” i hans digte. Herudover kommer han også i selskab med adelsslægten Reventlowerne.

Poetisk debut

I 1783 debuterer Jens Baggesen i et par af Christen H. Prams nytårsgaver (skrifter – typisk digtsamlinger – der udkom ved nytårstid; et fænomen der var populært og udbredt i det 18. og 19. århundrede), hvilket modtages overordentligt vel og resulterer i, at han får 1158 subskribenter (prænumerater) til værket “Comiske fortællinger”, som udgives i 1785 (et så højt antal subskribenter var yderst usædvanligt – især for en ukendt eller debuterende digter).

I 1789 oversætter han Ludvig Holbergs latinske værk “Niels Klim” , hvilket bidrager til hans anseelse og skaffede ham midler til en dannelsesrejse. Denne rejse giver ham inspiration til at skrive den berømte roman “Labyrinten”.

I 1790 bliver Jens Baggesen gift med præstedatteren Sophie Haller fra Bern, Schweiz.

Oversættelsen af “Niels Klims underjordiske Reise” fra latin til dansk var en mesterlig oversættelse af Jens Baggesen Klik her for at købe bogen

Ægteskaber og rejser

I eftertiden rejser han en del og har kortvarige stillinger bl.a. som viceprovst ved Regensen og direktør for Det Kongelige Teater. Han får en del kontakter til ansete intellektuelle mennesker rundt om i Europa og prøver også – uden held – at slå igennem som tysk digter.

I 1793 kommer hans prins Frederik Christian af Augustenborg ham endnu en gang til økonomisk hjælp, hvilket muliggør en ny rejse sydpå. Rejsen er tiltrængt for både Jens Baggesen og hans hustru og barn, der alle har svært ved at klare det kolde nordiske klima. Familien rejser omkring i Tyskland og i Shweiz vælger hustruen (med deres barn)  at blive hos sine foældre i Bern, mens Jens rejser omkring i Østrig, Schweiz og Norditalien.

Han får i alt 3 børn med hans hustru Sophie Haller, som dog afgår ved døden i Kiel i 1797. Alene, forpint og fortvivlet med sine små børn, drager Jens til Schweiz for at få hjælp til børnepasningen af børnenes bedstemoder. De rejser omkring i Schweiz og i 1798 vender de hjem mod Danmark. På vejen aflægger de dog besøg i det på Baggesen meget tillokkende Paris, hvor han også bejler til ministerresidenten af Genève (Schweiz)  Reybaz' datter; Fanny Reybaz. I 1799 gifter Jens Baggesen sig med Fanny Reybaz i Paris  – et ægteskab der efter sigende skulle være arrangeret af Fannys forældre og Sophie Hallers moder.

Ægteskabet med Fanny Reybaz er dog heller ikke yndefuldt; hun ønsker ikke at lære dansk, bo i Danmark eller kende hans omgangskreds. For at redde ægteskabet er han nødt til at rejse til Paris i 1800 med hustruen og deres nyfødte barn. Han følger nøje litteraturens udvikling i Danmark og bliver boende i Paris frem til 1810.

I 1806 besøger han Anders Sandøe Ørsted og hans hustru Sophie, der er Adam Oehlenschlägers søster (husk på at Jens Baggesen og Adam Oehlenschläger var modsætninger, idet Baggesen var fuldbyrdet klassicist og Oehlenschläger var romantiker. Herudover var de ærkefjender, idet de konkurrerede om tronen i den danske poesi i starten af 1800-tallet. Man taler ligefrem om Oehlenschläger-Baggesenfejden). Efter dette besøg erklærer han sig selv genfødt i sit gamle jeg, hvilket kan læses i værket “Giengangeren og han selv, eller Baggesen over Baggesen”.

I perioden 1811-1813 bor han og familien i Kiel, hvor Jens Baggesen ernærer sig via et professorat. I 1813 rejser han til København og skaber røre i den litterære verden, men vender nedtrykt tilbage til Paris i 1820, hvor han lever syg og forgældet. I 1822 dør hans hustru og deres ekstremt begavede søn Paul. De efterfølgende år bruger han på at studere og arbejde i Schweiz samt forsøge at bedre hans sygdom, en nyrelidelse, i badekure i Tyskland og Tjekkiet.

Døden

I 1826 kommer hans søn, August, til ham i Dresden og overtaler ham til at vende hjem til Danmark. Hjemrejsen var langsommelig af hensyn til den syge Baggesens meget skrøbeligt helbred og i Hamburg – næsten på grænsen til fædrelandet – bliver han nødt til at afbryde rejsen og indlægge sig på Frimurer-hospitalet. Her afgår han ved døden ved daggry den 3. oktober 1826.

Han sønner bringer hans lig til Kiel, hvor han efter sit eget ønske begraves ved siden af sin første kone, Sofie Haller, på St. Jürgen Friedhof i Kiel (graven bliver dog flyttet til Parkfriedhof Eichhof, Kiel umiddelbart efter Anden verdenskrig).

 

Anbefalede bøger

Vi anbefaler især følgende bøger om Jens Baggesen:

 

4 udvalgte digte af Jens Baggesen

Dansk Tranqvebar-Viise

Jens Baggesen

Jeg lever, rolig og munter, her

Saa luunt i Jordklodens anden Ende;

Min Flaske halv kun uddrukken er,

Og nyssens lod jeg min Pibe tænde;

Og naar jeg drikker, og naar jeg smøger,

Jeg kiæk med Skiebnens Orcaner spøger –

Ski-olski-dol!

 

Og hvorfor skulde jeg plage mig

Med sorte Griller og mørke Tanker?

Vor Verden er, som man tar den sig;

Jeg Roser mellem dens Torne sanker;

Og, hvor man vender sig hen paa Jorden,

Staae begge blandte fra Syd til Norden –

Ski-o-podol!

 

Sandt nok! jeg sidder paa denne Knub

En tyve tredive hundred Mile

Fra Kiøbenhavn og den kiære Klub,

Og kan i Aften derhen ei ile,

Om mine Been var end nok saa lange

Som Laffers øgede tusind Gange –

Po-dolski-o!

 

Men naar jeg undtager denne Torn,

Saa seer jeg heller ei mange flere;

Thi synger jeg, som jeg sang tilforn,

Min Siel i Griller skal ei krepere!

Vort Livs Kattun overalt er broget,

Og, hvor man lever, man savner noget –

Dol-skio-po!

 

Hvad har man hist, som man her ei har?

Lidt bedre Smør — det er hele Svien!

Jeg dette Savn mig saa nær ei tar –

Og hvad er Smør mod Philosophien?

Jeg uden Smør vel skal hytte Livet,

Og eene dertil blev Mad os givet –

Emme-ba-si!

 

Man har en Stierne — jeg troer Polar

I Haletippen af den Biørnlille,

Hvorom mig sagde min salig Far,

At den for Danske staaer altid stille;

Det giør mig ondt for den gode Stierne;

Den løb, som andre, vel ogsaa gierne –

Op-emme-ba!

 

Man har for Resten Musik og Sang:

Jeg troer, man kalder det Operetter;

Men jeg forstaaer mig kun lidt paa Klang,

Og er i Dudeldum-Troen Kiætter,

For mig maa Pokker ta Trille Tralle

Daleidi lari, daleidi ralle,

Klemme-ba-si!

 

Den Flok af Skiønne, man finder der,

Jeg her ei heller saa blodig savner;

Thi, sandt at sige, jeg ikke seer,

Hvortil den Flok uden Elskov gavner;

Og Elskov, medens jeg har Forstanden,

Jeg skyer og frygter, som selve Fanden –

Basi-o-po!

 

Al Jordens Elskov er Skum paa Vand;

Dens Vellyst opveier ei dens Pine –

Naar eene Dig jeg kun have kan,

Tilbedte, himmelske Caroline!

Saa har jeg nok, og for andre Smukke

Jeg ingentid, som en Nar, skal sukke –

Sio-po-do!

 

Ski-olski, dolski, o-podol-ski!

Podolski-o-sio, podol, skio:

Basiopo, dolski-o-basi

Op emmebasi o podol skio!

Lemme basio podolski, lemme,

Klemme basio podolske, klemme –

Ba-sio-po!

 

Da jeg var lille

Jens Baggesen

Der var en Tid, da jeg var meget lille,

Min hele Krop var kun en Alen lang;

Sødt, naar jeg denne tænker, Taarer trille,

Og derfor tænker jeg den mangen Gang.

 

Jeg spøged i min ømme Moders Arme,

Og sad til Hest paa bedste Faders Knæ,

Og kiendte Frygt og Grublen, Sorg og Harme,

Saa lidt som Penge, Græsk, og Galathe.

 

Da syntes mig, vor Jord var meget mindre,

Men og tillige meget mindre slem;

Da saae jeg Stiernerne som Prikker tindre,

Og ønskte Vinger for at fange dem.

 

Da saae ieg Maanen ned bag Høyen glide,

Og tænkte: gid jeg var paa Høyen der!

Saa kunde jeg dog rigtig faae at vide

Hvoraf, hvor stor, hvor rund, hvor kiøn den er!

 

Da saae jeg undrende Guds Sol at dale

Mod Vesten ned i Havets gyldne Skiød,

Og dog om Morgnen tidlig atter male

Den hele Himmelegn i Østen rød.

 

Og tænkte paa den naadige Gud Fader,

Som skabte mig, og denne smukke Sol,

Og alle disse Nattens Perlerader,

Som krandse Himmelbuen Pol til Pol.

 

Med barnlig Andagt bad min unge Læbe

Den Bøn, min fromme Moder lærte mig:

O gode Gud! o lad mig altid stræbe,

At vorde viis, og god, og lyde dig!

 

Saa bad jeg for min Fader, for min Moder,

Og for min Søster, og den hele Bye;

Og for Kong Christian, og for den Stodder,

Som gik mig krum og sukkende forbi.

 

De svandt, de svandt de Barndoms blide Dage!

Min Rolighed, min Fryd med dem svandt hen;

Jeg kun Erindringen har nu tilbage:

Gud lad mig aldrig, aldrig tabe den!

Til Bogen

Jens Baggesen

Gaae, lille Bog, i Verden ud, og vandre

Taalmodig om deri saa langt du kan!

Og taber du dig snart blandt tusind andre –

Saa tab dog ei derover din Forstand!

 

Om selv din Evighed, som let kan hænde,

(Thi hvad er Evighed i denne Tid?)

Ved næste Paaskeflytten gaaer til Ende –

Saa gaae dog derfor ikke reent fra Vid!

 

Ei Lyst til Glimmer var din Fader Spore;

En Nimbus om hans Navn er ei dit Maal;

Kan du et Aar kun nytte lidt og more,

Saa slaae dig roligen dermed til Taal!

 

Dog da din Reise mueligt og kan blive

Lidt længer — hvo kan saadant forudsee? –

Saa vil jeg dig din Arv til Afsked give,

Ifald jeg døer, som ogsaa let kan skee.

 

Modtag den i din Faders sidste Lære:

Frie, høflig, aabenhiertet, som du er,

Du overalt hos Smaae og Store være,

Mod Fyrsten, imod Bonden, mod enhver!

 

Tal uden Svulst et Sprog, som Mængden fatter,

Og sig utvungen, som det falder sig,

Med Suk, med Smil, med Alvor, og med Latter,

Den smule Sandhed, som jeg lærte dig!

 

Buk dig for ingen høiforgyldet Daare;

Gaae ham med Haan forbi til Hytten hen,

Og seer du der foragtet Uskylds Taare,

Stræb ufortrøden at aftørre den!

 

Og møder dig en Recensent i Vaaben,

Og skiældende til Tvekamp fordrer dig,

Gaae taus din Gang! agt ikke paa hans Raaben!

Han sikkert langt om længe skiøtter sig!

 

Taal alt — det er den største Dyd herneden!

Vær stolt af Ondes Had og Narres Spot!

Vær munter! men for alting vær beskeden!

Det klæder alle unge Bøger got.

 

Himlen i Draaben

Jens Baggesen

Dagbebudende Glands omskimrede Jorden;

Rødmende laae den, et Noer, i Morgenens Favn.

Helligt Gysende foer igiennem Naturen:

See! og den slumrende vaktes

Op i Klangen af Lysets Bliv.

 

Evig vækkende Klang! fra vaagende Himles

Hvelvinger lyder end du til Jordenes Slum;

Vakt, jeg knælende bad; da voxede Glandsen

Festlig, og Skyernes Purpur-

Teppe hævedes. Taagen svandt.

 

Solen flammede frem vidtstraalende; Himlens

Hvelvinger luede; Gud var Flammernes Sang.

Vaagen bæved i Lyst den lyttende Klode,

Stirrede, jublede, tonte,

Sang, og sank under Livets Vægt.

 

Synet taalte dig ei, det luende Høies

Vældige Straalen, og Gud i Straalernes Glands!

Ak! det stirrende Blik, omlynet af Himles

Altforudæmpede Klarhed,

Veeg Din Herligheds Overvæld.

 

Dybt tilbedende randt min helligste Taare

Ned, og dens Duggen modtog et visnende Straa;

Og i Perlen nedsank mit Blik fra det Høie,

See! men og her jeg et Gienskin

Fandt af Dig; hvor er ei din Glands,

 

Alnærværende? hist i Himlenes Ildhav,

Her i den Draabe hvori sig sænkte mit Blik,

Synker Siælen i dig, o Evigheds Under!

Draabens, som Ætherens Glarhav,

Favner Solen, og smiler Gud.

 

Roserne

Jens Baggesen

Da jeg fik dem

Skiønne, kielne Roser! visner ikke!

Blomstrer trygge her hos eders Ven!

Eders spæde Torne frit ham stikke,

Eders Duft helbreder ham igien!

Eders kielne Spyd omsonst ham true;

Gierne lider han, hvad Amor leed,

For i eders Purpursmil at skue

Billedet paa skiøn Uskyldighed.

 

Skiønne, kielne Roser! visner ikke!

Dufter indtil Dagens Ende sødt!

Dufter end i Nattens Øieblikke,

Naar Naturens sidste Smil er dødt!

Solen atter frem i Morgen iler,

Og opvarmer mildt den kolde Luft;

Naar dens første Blik til Jorden smiler,

Lad det vække mig i eders Duft!

 

Da de visnede

Røde Roser! Eders Purpur blegner;

Hvide Roser! Eders Snee blev graa.

Ak! saa falmer, svinder, mattes, segner

Al den Skiønhed, Solen blomstre saae.

Roser! Eders sidste Smil mig minder

Hendes Smil, hvis Haand I blomstred' i;

Ogsaa dette Smil engang forsvinder!

Grumme Roser! ak! hvi visned I?

 

O! vi haabede den stolte Lykke,

Tryllet sødt i hendes Haand af Lyst,

Hendes skiønne, skyldfrie Barm at smykke,

Og engang at døe paa hendes Bryst!

Ak! vi maatte hendes Smil forlade;

Og af hendes Haand modtog os du;

Grumme! derfor falme vore Blade.

Grumme Sanger! derfor døe vi nu.

Anbefalede bøger

Vi anbefaler især følgende bøger om Jens Baggesen:



Del dit favorit-digt med andre

Kender du et godt citat eller digt?

Bidrag med det her - så kan andre brugere også få glæde af det!

Skriv det i kommentarfeltet og del evt. også på Facebook

Jens baggesens liv og værk
- af Sandberg m.fl.
Bedømmelse: ★★★★★
Læs mere om bogen her
Sophie og Fanny Baggesen
- af Lise Arends Olsen
Bedømmelse: ★★★★
Læs mere om bogen her
En grænsegænger...
- af Anna Sandberg
Bedømmelse: ★★★★
Læs mere om bogen her