Digte om døden

Her finder du 6 digte om døden:

  • “Det døende barn” af H. C. Andersen fordi det er hjerteskærende for enhver forælder, men samtidig er smukt
  • “Til mit døde barn” af Tove Ditlevsen der er et af de mest sørgelige og tårevædende digte i dansk poesi
  • “Sig tiden nærmer, da jeg må væk” af St. St. Blicher fordi det formår at udtrykke følelsen af dødens komme (med tankerne henledt på trækfugle). Dette digt blev i øvrigt skrevet af Blicher i en periode, hvor han var så medtaget af sygdom, at han ikke regnede med at overleve
  • “Confiteor” af Johannes Jørgensen pga. forfatterens evne til fantasifuldt at bruge billedsprog
  • “Se, jeg mødte paa en Gade” af Sophus Claussen for de mange paralleller mellem vejret, årstiderne og døden
  • “Til en vissen blomst” af Hulda Lütken der illustrerer døden og får os til at tænke carpe diem!

Hvis du kender et digt om døden, som du gerne vil forevige eller dele med de andre brugere her på siden, kan du tilføje det i kommentarfeltet nederst på siden.

 

Du kan i øvrigt læse flere digte om livet og døden her

Det døende barn

H. C. Andersen

Moder, jeg er træt, nu vil jeg sove,

Lad mig ved dit hjerte slumre ind;

Græd dog ej, det må du først mig love,

Thi din tåre brænder på min kind.

Her er koldt og ude stormen truer,

Men i drømme, der er alt så smukt,

Og de søde englebørn jeg skuer,

Når jeg har det trætte øje lukt.

 

Moder, ser du englen ved min side?

Hører du den dejlige musik?

Se, han har to vinger smukke hvide,

Dem han sikkert af vor herre fik;

Grønt og gult og rødt for øjet svæver,

Det er blomster engelen udstrøer!

Får jeg også vinger mens jeg lever,

Eller, Moder, får jeg når jeg dør?

 

Hvorfor trykker så du mine hænder?

Hvorfor lægger du din kind til min?

Den er våd, og dog som ild den brænder,

Moder, jeg vil altid være din!

Men så må du ikke længer sukke,

Græder du, så græder jeg med dig.

O, jeg er så træt! — må øjet lukke —

— Moder — se! nu kysser englen mig!

 

Til mit døde barn

Tove Ditlevsen

Aldrig hørte jeg din spæde stemme,

aldrig smilte dine blege læber til mig,

men de bitte, bitte fødders spark

vil jeg aldrig nogen sinde glemme.

 

Du var alt mit håb og al min glæde,

helt beskyttet lå du inden i mig,-

al min længsel, livets store drøm.

– Å – og dine fødder var så spæde.

 

Vi har været sammen mange dage,

al min næring delte jeg jo med dig.

Hvad kan du og jeg vel gøre for,

at vi begge to var alt for svage.

 

Lille barn, nu skal du aldrig mærke

livets hede puls i godt og ondt. –

Godt det samme, sov kun sødt, min pige,

vi må bukke under for de stærke.

 

Se, jeg kysser dine kolde hænder,

glad at jeg endnu en stund kan nå dig,

stille kysser jeg dig, uden tårer, –

selv om gråden i min strube brænder.

 

Når de kommer med den hvide kiste,

skal du ikke være bange, mor går med dig,

i din lille silkeskjorte skal jeg klæde

dig for første gang – og allersidste.

 

Sig nærmer tiden, da jeg må væk

St. St. Blicher

Sig nærmer tiden, da jeg må væk,

jeg hører vinterens stemme,

thi også jeg er kun her på træk

og haver andensteds hjemme.

 

Jeg vidste længe, jeg skal herfra,

det hjertet ikke betynger,

og derfor lige glad nu og da

på gennemrejsen jeg synger.

 

Jeg skulle sjunget lidt mer måske –

måske vel også lidt bedre,

men mørke dage jeg måtte se,

og storme rev mine fjedre.

 

Jeg ville gerne i Guds natur

med frihed spændt mine vinger,

men sidder fast i mit snævre bur,

det alle vegne mig tvinger.

 

Jeg ville gerne fra højen sky

udsendt de gladere sange,

men blive må jeg for kost og ly

en stakkels gældbunden fange.

 

Tit ligevel til en smule trøst

jeg ud af fængselet titter

og sender stundom min vemodsrøst

med længsel gennem mit gitter.

 

Lyt og, o vandrer, til denne sang,

lidt af din vej du hidtræde!

Gud ved, måske det er sidste gang,

du hører livsfangen kvæde.

 

Mig bæres for, som ret snart i kvæld

at gitterværket vil briste,

thi kvidre vil jeg et ømt farvel,

måske det bliver det sidste.

Confiteor

Johannes Jørgensen

Til den, der har læst

Slet det Onde med det Gode,

bær det Bitre med det Milde

– her paa Dødens kolde Klode

naaede ingen, hvad han vilde.

 

Min Synder – Ord og Tanker,

Brøden, der i Hjærtet brænder,

Blodet, der i Atraa banker –

alting, alting jeg bekender.

 

Jeg gik vild i onde Egne,

hvor de dømte Aander færdes,

hvor hvert Glimt af Gud på blegne,

og hver Sjæl i Nat forhærdes.

 

Mulmets Fugle svirred om mig,

Nattens Krybdyr Foden kyssed.

Gennem Helveds Skove kom jeg,

hvor en Regn af Mørke Dryssed.

 

Helvedskov, som aldrig endte –

og jeg græd af Kval og Lede …

Til min Sjæl mod Lys sig vendte

Til jeg knæled for at bede.

 

Til en Dag brød ind i Døden,

til en Himmel stod foroven,

til langt ude Morgenrøden

lyste gennem Natteskoven.

 

Morgenrøde i det Fjærne!

Gry af Dag, som engang kommer

– fjærne, milde Morgenstjærne,

før mig ind i Livets Sommer.

 

Frels mig, du som Frelsen fødte!

Mellem dine rene Hænder

lægger jeg min hårdt forblødte

Sjæl og al min Synd bekender.

 

Pagtens Ark og Pagtens Bue!

Himlens Port og Davids Taarne!

Led mig, løft mig, Livets Frue,

ind blandt Frelserens udkaarne.

 

Naadens Dronning, giv mig Styrke!

Før mig mildt med milde Hænder!

Fri min Sjæl af Dødens Mørke!

Jeg bekender, jeg bekender …

 

Se, jeg mødte paa en Gade

Sophus Claussen

Se, jeg mødte paa en Gade

Døden … aah saa skøn at se,

brune sommerlige Lokker,

en Skønjomfrus Hud, som Sne.

„Lad mig leve“ bad jeg Døden

i mit unge Hjertes Vé!

 

„Leve blot et stille Foraar

nær din fine Jomfrusné!

Nær ved dine kyske Sider

lad mig kun et Foraar se

med de Kys, som en Veninde

bag et Forhæng godt tør se!“

 

Klædt i tusind søde Blonder

ligned hun en Blomstereng.

Bag sin Skal af Skønhed var hun

vinterfrossen, død og streng.

Jeg har bedt Umuligheden

rede mig en Brudeseng.

 

Jeg har bedt Umuligheden

om at smykke sig som Brud.

 

Jeg har bedt om Vaar hos Døden,

derfor skal jeg slettes ud.

 

Til en vissen blomst

Hulda Lütken

Dit violette blomsterblad er falmet.

Saa grum er Døden mod din skønne Farve.

I Skyer har jeg set den samme Farve

forvandle sig til hede Purpurdrømme.

I silke har jeg set den hektisk briste.

 

Din grønne Katafalk er mørk og klæbrig.

Sørgmodig sanser jeg din død i Aften

I Mogens duftede du af Sol og Sødme.

Jeg skar dig med min Kniv, og bar dig ind.

Jeg fæsted dig på Silken ved mit Hjerte.

Nu stinker allerede du af graven.

 

Saa grum er Døden mod din korte dag.

Anbefalede bøger





10 kommentarer til “Digte om døden”

  1. Når jeg i hilmelen kommer
    jeg håber og jeg troer
    at jeg vil finde den
    som i mit hjerte boer
    men hvis det ikke løkkes
    så vil jeg gå min vej
    jeg stopper ikke før
    at jeg har fundet dig

  2. Et digt jeg selv har lavet som hedder DØDEN

    Efter døden kommer det sande liv!
    Det liv hvor du kan være dig selv!
    Det liv hvor du kan være hvem som helst.
    Men også det liv hvor der ingen slutninger er.
    Kun en begyndelse på noget der kan blive som du vil have det.
    Vil du have mørke skal du få mørke.
    Vælger du lyset så skal du få lyset.
    Det er kun dig selv der ved hvad du vil.
    Og det skal ingen tage fra dig.
    Så giv efter for døden og traf dine egene valg.

    Håber i/du kan lide det

    Made By

    Zoey R Hansen

  3. Et digt jeg har skrevet efter at have mistet alt for mange familie medlemmer alt for tidligt! Det er sådan min holdning er til at folk forlader denne verden, og alt for mange tager her fra alt for tidligt. Digtet hedder: Hvorfor.

    Hvorfor er det altid de gode han tager først?
    Det er fordi deres hjerter er størst!
    Disse er fyldte med kærlighed,
    til når de kigger på os her ned.

    Gud tager de gode, bedste og største,
    bare jeg ikke bliver den første,
    som skal forenes med dem deroppe,
    så de små engle begynder at hoppe.

  4. R.I.P Kasper 1996-2012. Jeg vil altid elske dig. Du var min bedste ven og jeg glemmer dig aldrig.

    Mit øje kan græde
    mine læber kan endnu le
    men smerten i min sjæl
    vil intet menneske få at se

    For livet det har været
    og er stadig meget hårdt
    men dit smukke liv
    var alt alt for kort

    Men ude i det fjerne
    er et minde til mig
    en smuk blinkende stjerne
    mit bedste minde om dig.

  5. min bedste veninde og jeg to på en tur et sted hvor der var masser af natur
    fulglene synger imens caro og jeg nynner til en skøn melodi som vi alle
    kan li vi sidder i en blomeste eng som om det var min engen seng
    TIL DIG CAROLINE
    hej alle sammen er 12 år og hedder mie jensen

  6. Her er et digt om døden af Søren Ulrik Thomsen. Det stammer fra City Slang (1981)

    IKKE DØDEN

    Døden er ikke veninden kommer aldrig tilbage
    fra sin rejse væk fra Metro Nord, væk væk,
    døden er ikke sølv og turkis
    sejlende bort fra fascinationens opløste krop
    døden er ikke at styrte på gaden
    blandt dem der bukker sig og dem der haster
    døden er
    ikke at elske og alt er som det plejer.

  7. Nu ser jeg dig ligge der.

    Ved ikke hvad der forgår her.

    Ser dig stille sove ind.

    En tåre triller ned af min kind.

    Vinter sne, en frosen sø.

    Alt der sker mens at et meneske skal dø

  8. Fuck politi lad dem krads
    3 panser sparker døren ind på min adress
    men jeg parat, coke i toilettet
    sværger på mit liv beviser bliver slettet

  9. Eftermæle
    Der er mennesker vi holder fast i
    selvom vi burde give slip
    nogle gange giver vi slip
    selvom vi burde holde fast
    måske har det ingen betydning
    om vi holder fast eller giver slip
    tingene går alligevel deres gang
    uanfægtet
    Kunne jeg have holdt bedre fast på dig?
    Ja….nej….måske….hvordan?
    Jeg fejlede
    Jeg svigtede
    Jeg går til alters
    Gud kan altid tilgive siger præsten – og smiler
    Men jeg kan ikke

  10. Ser dig ligge i min favn
    Ingen gerning gjort dig gavn,
    Ser dig stille sove ind
    Vinterkulde på din kind.
    Aldrig skal din død beæres, ej for stille skal den stå,
    Se den Frosne sø der skildrer,
    Lige sådan vil din sidste tid nu gå.

Del dit favorit-digt med andre

Kender du et godt citat eller digt?

Bidrag med det her - så kan andre brugere også få glæde af det!

Skriv det i kommentarfeltet og del evt. også på Facebook

Samlede digte
Samlede digte
- af Benny Andersen
Bedømmelse: ★★★★★
Læs mere om bogen her
Kærlighed
Kærlighed
- af Paulo Coelho
Bedømmelse: ★★★★★
Læs mere om bogen her
Storby-Trilogien
Storby-Trilogien
- af Dan Turèll
Bedømmelse: ★★★★
Læs mere om bogen her