Digte om døden

Moder, jeg er træt, nu vil jeg sove,

Lad mig ved dit hjerte slumre ind;

Græd dog ej, det må du først mig love,

Thi din tåre brænder på min kind.

Her er koldt og ude stormen truer,

Men i drømme, der er alt så smukt,

Og de søde englebørn jeg skuer,

Når jeg har det trætte øje lukt.

 

Moder, ser du englen ved min side?

Hører du den dejlige musik?

Se, han har to vinger smukke hvide,

Dem han sikkert af vor herre fik;

Grønt og gult og rødt for øjet svæver,

Det er blomster engelen udstrøer!

Får jeg også vinger mens jeg lever,

Eller, Moder, får jeg når jeg dør?

 

Hvorfor trykker så du mine hænder?

Hvorfor lægger du din kind til min?

Den er våd, og dog som ild den brænder,

Moder, jeg vil altid være din!

Men så må du ikke længer sukke,

Græder du, så græder jeg med dig.

O, jeg er så træt! — må øjet lukke —

— Moder — se! nu kysser englen mig!

 

Til mit døde barn

Tove Ditlevsen

Aldrig hørte jeg din spæde stemme,

aldrig smilte dine blege læber til mig,

men de bitte, bitte fødders spark

vil jeg aldrig nogen sinde glemme.

 

Du var alt mit håb og al min glæde,

helt beskyttet lå du inden i mig,-

al min længsel, livets store drøm.

– Å – og dine fødder var så spæde.

 

Vi har været sammen mange dage,

al min næring delte jeg jo med dig.

Hvad kan du og jeg vel gøre for,

at vi begge to var alt for svage.

 

Lille barn, nu skal du aldrig mærke

livets hede puls i godt og ondt. –

Godt det samme, sov kun sødt, min pige,

vi må bukke under for de stærke.

 

Se, jeg kysser dine kolde hænder,

glad at jeg endnu en stund kan nå dig,

stille kysser jeg dig, uden tårer, –

selv om gråden i min strube brænder.

 

Når de kommer med den hvide kiste,

skal du ikke være bange, mor går med dig,

i din lille silkeskjorte skal jeg klæde

dig for første gang – og allersidste.

Sig nærmer tiden, da jeg må væk,

jeg hører vinterens stemme,

thi også jeg er kun her på træk

og haver andensteds hjemme.

 

Jeg vidste længe, jeg skal herfra,

det hjertet ikke betynger,

og derfor lige glad nu og da

på gennemrejsen jeg synger.

 

Jeg skulle sjunget lidt mer måske –

måske vel også lidt bedre,

men mørke dage jeg måtte se,

og storme rev mine fjedre.

 

Jeg ville gerne i Guds natur

med frihed spændt mine vinger,

men sidder fast i mit snævre bur,

det alle vegne mig tvinger.

 

Jeg ville gerne fra højen sky

udsendt de gladere sange,

men blive må jeg for kost og ly

en stakkels gældbunden fange.

 

Tit ligevel til en smule trøst

jeg ud af fængselet titter

og sender stundom min vemodsrøst

med længsel gennem mit gitter.

 

Lyt og, o vandrer, til denne sang,

lidt af din vej du hidtræde!

Gud ved, måske det er sidste gang,

du hører livsfangen kvæde.

 

Mig bæres for, som ret snart i kvæld

at gitterværket vil briste,

thi kvidre vil jeg et ømt farvel,

måske det bliver det sidste.

Slet det Onde med det Gode,

bær det Bitre med det Milde

– her paa Dødens kolde Klode

naaede ingen, hvad han vilde.

 

Min Synder – Ord og Tanker,

Brøden, der i Hjærtet brænder,

Blodet, der i Atraa banker –

alting, alting jeg bekender.

 

Jeg gik vild i onde Egne,

hvor de dømte Aander færdes,

hvor hvert Glimt af Gud på blegne,

og hver Sjæl i Nat forhærdes.

 

Mulmets Fugle svirred om mig,

Nattens Krybdyr Foden kyssed.

Gennem Helveds Skove kom jeg,

hvor en Regn af Mørke Dryssed.

 

Helvedskov, som aldrig endte –

og jeg græd af Kval og Lede …

Til min Sjæl mod Lys sig vendte

Til jeg knæled for at bede.

 

Til en Dag brød ind i Døden,

til en Himmel stod foroven,

til langt ude Morgenrøden

lyste gennem Natteskoven.

 

Morgenrøde i det Fjærne!

Gry af Dag, som engang kommer

– fjærne, milde Morgenstjærne,

før mig ind i Livets Sommer.

 

Frels mig, du som Frelsen fødte!

Mellem dine rene Hænder

lægger jeg min hårdt forblødte

Sjæl og al min Synd bekender.

 

Pagtens Ark og Pagtens Bue!

Himlens Port og Davids Taarne!

Led mig, løft mig, Livets Frue,

ind blandt Frelserens udkaarne.

 

Naadens Dronning, giv mig Styrke!

Før mig mildt med milde Hænder!

Fri min Sjæl af Dødens Mørke!

Jeg bekender, jeg bekender …

Se, jeg mødte paa en Gade

Døden … aah saa skøn at se,

brune sommerlige Lokker,

en Skønjomfrus Hud, som Sne.

„Lad mig leve“ bad jeg Døden

i mit unge Hjertes Vé!

 

„Leve blot et stille Foraar

nær din fine Jomfrusné!

Nær ved dine kyske Sider

lad mig kun et Foraar se

med de Kys, som en Veninde

bag et Forhæng godt tør se!“

 

Klædt i tusind søde Blonder

ligned hun en Blomstereng.

Bag sin Skal af Skønhed var hun

vinterfrossen, død og streng.

Jeg har bedt Umuligheden

rede mig en Brudeseng.

 

Jeg har bedt Umuligheden

om at smykke sig som Brud.

 

Jeg har bedt om Vaar hos Døden,

derfor skal jeg slettes ud.

Dit violette blomsterblad er falmet.

Saa grum er Døden mod din skønne Farve.

I Skyer har jeg set den samme Farve

forvandle sig til hede Purpurdrømme.

I silke har jeg set den hektisk briste.

 

Din grønne Katafalk er mørk og klæbrig.

Sørgmodig sanser jeg din død i Aften

I Mogens duftede du af Sol og Sødme.

Jeg skar dig med min Kniv, og bar dig ind.

Jeg fæsted dig på Silken ved mit Hjerte.

Nu stinker allerede du af graven.

 

Saa grum er Døden mod din korte dag.