Johannes Ewald - Information om digteren Johannes Ewald

Johannes Ewald

På denne side kan du læse 4 følgende digte af Johannes Ewald:

  • Da jeg var syg
  • I Abrahamsons Stambog
  • Johannes Ewalds sidste poetiske Følelser nogle Timer før hans Død
  • Eselet og bonden. En Fabel

Da jeg var syg

Johannes Ewald

Lyksalig Den, som langt fra Verdens Larm,

Er ikke riig – ey heller alt for arm

Hvis Siel kan uforstyrret tænke sig,

Og Væsenet, som den bør være lig!

Er Daarens Tilraab – Ærens tomme Skal,

Er Dynger af et glimrende Metal

Er gyldne Lænker – er en kronet Træl

Er Verden os saa vigtig, som vor Siæl?

Hvi sank din stærke Siæl afmægtig ned,

Du første Mand – dybt – til Ustadighed?

Hvi stodst du ikke stærk ved Almagts-Haand?

Hvi kom Adspredelser til Viisdoms-Aand?

Thi kun Adspredelser var Siælens Død,

Ved Vredens Røst blev Tankerne forstrød

Nu rave de forvildede omkring,

Blant gode og blant skadelige Ting.

Siel hold din Salighed! – nu har du den!

Men Støvet kalder dig fra Himmelen!

Chimæren sluger Støvet, som du saae!

Nu veedst du selv ey hvad du tænker paa!

Ak! – naar min Andagt – naar min Bøn er varm,

Naar jeg opløftet – høyt – i Naadens Arm,

Udbreder Gud – og føler himlisk Lyst,

Hvi kommer da Dorine til mit Bryst?

Og naar jeg fandt den rene Kierlighed

Den Ild, som ingen Viis tør rødme ved,

Hvi river da en Tanke af Homer

Min Siel fra den Helene, som jeg seer?

Ak! stadig var vor Tanke god og viis,

Og Sielen fandt – og blev i Paradiis!

Thi Eftertanken kiender Salighed

Den finder den men hæfter ey derved.

O Adams Barn! – o ulyksalige!

Hvi søger du da selv Adspredelse?

Hvi svimler du? – See Strudelen! – og skielv!

Betænk! – hvad er saa kostbart, som du selv?

Lyksalig den, som ey den vilde Klang,

Af fulde Glas – og ey Sireners Sang

Ey Guldets Troldoms Røst – ey Klirrende

Af Mordrisk Staal, og ey Herolderne

Ey falske Venners Hvislen – Usles Graad

Kiedsommeliges Gaben – Daarers Raad

Ey stærke Fienders Brøl – ey Svages Skrig,

Berøver Gud – og Lyst – og Sands – og Sig!

Velkommen Gift, som raser i mit Bryst!

Velkomne Harm, som reent fordrev min Lyst!

Og Mangel – du som togst min sidste Ven,

Velkommen! – thi du gavst mig, Mig igien.

Som Skaberen kun henter Fryd af sig,

Og uden andres Hielp er lykkelig;

Saa skal jeg ære Ham – og føle Mig

Og glemme Roes – og Guld – og Brøl – og Skrig!

 

I Abrahamsons Stambog

Johannes Ewald

Tre Ting – o skiærp mit Syn, Kalliope,

Tre sieldne Under ønsker jeg at see:

Den Draabe i Neptunus's salte Skiød

Som Solen greb, og ikke giorde sød;

Det bitre Blomster, som en vittig Bie

Forgieves søgte Kraft og Honning i;

Og saa den Gift, hvoraf den Vises Bryst

Ei tilbereder Dyd og salig Lyst.

 

Ja en forsagt, en haard, en nedrig Sjæl,

Ja Daarskabs usle, Lastrets feige Træl,

Ja den, hvis Øyne Pluto rørte ved,

Seer selv i Himlen ingen Salighed –

Den vrantne Klynkere, som troer sig viis

Opdager Dødens Frugt i Paradiis –

Og agter glad ved Skrækken som han fandt,

 

Ey Myrtherne hvorunder Pison randt –

Den som tør vrage, hvad Al-Godhed gav,

Som nipper Draaber, hvor han seer et Hav –

Hans sjeldne hans for tit befølte Lyst –

Er mat og lunken før den naaer hans Bryst –

Og da, naar Mørkets Konge stiger ned

Fra Østens Bjerge – naar han vild og vred

Forfølger Hesperus – Naar Intets Ven,

Forsøger at udslette Skabningen –

Da blender Angst der' Sjæl – – Mon Almagt flyer,

Du feige Hob? – Er Godhed qualt af Skyer? –

Ha see dens vink i Lynild – Hør dit Kald

Til Salighed i høye Torden Skrald! –

 

Lyksalig er en Viis, hvis lyse Sjæl,

I Mulm og Straaler altid seer sit Vel –

Hvis Øye Lastrets Gift – og Blodets Magt,

Og Svaghed selv kan ikke gjøre svagt

Hans Tanke fængsler Glæden og hans Bryst,

Er som en Kobber-Muur om Edens Lyst –

Hans Kreds er Vellyst – den Alvise lig,

Som finder Himlen, hvor han finder sig –

I skumle Ørk'ner saae han dine Spor

Al Godhed – og dit Smiil bag Nattens Flor –

Og om Cocyti Virvel trak ham ned,

Da sank han dog i Svælg af Salighed –

Derfor gid Amors Ild og Pluti Glands

Og Martis Palmer og Apollons Krands

Forøge din Lyksalighed min Ven –

Men Verdens Fald kan ey formindske den

Johannes Ewalds sidste poetiske Følelser nogle Timer før hans Død

Johannes Ewald

Udrust dig, Helt fra Golgatha!

Løft høit dit røde Skiold;

Thi Synd og Skrek – du seer det ja –

Angriber mig med Vold.

 

Udstræk dit Glavind i din Harm

Mod dem, som trodse dig!

Nedstyrt dem med en vældig Arm

Fra Lyset – og fra mig.

 

Da skal jeg, sikker ved din Haand,

Ei frygte Døden meer;

Men offre dig min frelste Aand

Paa dens nedbrudte Leer.

 

O Herre! forund mig Liise og Roe;

Men revser du mig med Smerte,

Da lær mig at taale – at bede – og troe,

Og JESUS opfylde mit Hierte.

 

Eselet og bonden. En Fabel

Johannes Ewald

En Esel vant til Byrder og til Slag,

Bar, i den Troe at det saa skulde være,

Taalmodig, jevnlig, Dag for Dag

Alt, hvad han fik at slæbe paa,

Saa længe han kun ey fik meer at bære,

End det han pleyede at faae –

Men – intet ont er til, som jo kan blive værre

En Esel selv – o ædle Mennesker,

Bemærker nøye, hvad jeg siger her! –

En Esel selv, hvis Kaar i dog forsmaae;

Kan blive verre faren, end han er,

Thi vor Langøre gik det saa;

Den gang han skiftede sin Herre –

En gierrig Bonde, i hvis Lod han faldt –

Tog følesløs, saasnart det var betalt,

Vor Esel – Godheds Værk! kun for sit eget,

Og daarlig, blot fordi det kunde bære meget,

Paastod han, at det skulde bære alt –

Hver Dag betyngedes vor Esel meer; –

Og som det alt for ofte skeer,

Blev med hans Byrder og hans Strimer fleer –

Hvad skulde nu den Arme giøre? –

Han fandt sit verre Kaar – og skreeg saa ynkelig,

At Himlen vist fornam hans Skriig –

Dog ak! os Mennesker kanEslerikke røre –

Hans Herre stolt – thi Bestet var hans eget,

Saae til ham med Foragt, og raabte ubevæget:

»Unyttige Forvovne! skriger du? –

»Da skal du bære meer, og prygles meer endnu –

Han holdt sit Ord – dog med en Rest af Haab,

Som Arme saa ugierne vil forlade,

Blev Eslet ved sit jammerlige Raab;

Og da det intet kunde skade

 

Saa – skiønt det daglig af Erfaring saae

At ingen agtede derpaa,

Skreeg det saa længe som det kunde staae –

Men da dens Knæ nu zittrende og svage

Snart skulde synke – da dens Øye mat

Kun viiste det sin sidste Hvilenat,

Da gik det villig, og holdt op at klage –

»Ha!« raabte Bonden glad – »saa skal man lære

Jer dovneEslertil at bære –

Du bærer meer end før – hvi skriger du da ey?«

»Ney!« svarte nu det stolte Esel: »Ney! –

Før stod mit Haab om Lindring kun til dig

Da skreg jeg – skiønt jeg fandt dig ubevæget

Ved al min Nød – ved alle mine Skrig –

Men nu Haardhiertede, men nu

Behøver jeg dig ey – nu hielper Døden mig –

Og troe, det er mig ligemeget,

Om Døden hielper eller du.«

 

Naar Undertrykte lære

Hvad Eslet seent forstod,

Da først: da skal de bære

Der' Kaar med større Mod –

Hvi hyle de, som Daarer,

Til deres Fienders Lyst;

Og spilde Strømme-Taarer,

Paa hvert et Steenhaardt Bryst? –

Tyranner er kun svage,

Og kan, endskiønt de vil,

Ey skabe større Plage,

End vi har Kræfter til –

Hver nye, hver større Kummer,

Gir os langt bedre Haab;

Om Trøst og salig Slummer,

End alle vore Raab –

Thi sank vi under Nøden,

 

Da smilte Armes Ven

Da gav han kierlig Døden,

Et Vink at ende den –





Del dit favorit-digt med andre

Kender du et godt citat eller digt?

Bidrag med det her - så kan andre brugere også få glæde af det!

Skriv det i kommentarfeltet og del evt. også på Facebook

Samlede digte
Samlede digte
- af Benny Andersen
Bedømmelse: ★★★★★
Læs mere om bogen her
Kærlighed
Kærlighed
- af Paulo Coelho
Bedømmelse: ★★★★★
Læs mere om bogen her
Storby-Trilogien
Storby-Trilogien
- af Dan Turèll
Bedømmelse: ★★★★
Læs mere om bogen her