P. A. Heiberg

Vor Klub er dog en herlig Sag,

her sidder man i Vennelag

og rundt omkring det brede Bord

kan tale frie Ord.

Men er her en Spion iblandt,

der med sin Sladder, Løgn og sandt,

befører nogen ærlig Mand,

forbandet være han!

 

Naar vi er Dagens Arbejd kvit,

vi samles her og tale frit,

dog altid udi Sandheds Spejl

vi skue Statens Fejl.

Vor Ros er ren, vor Daddel fri,

og aldrig, aldrig synge vi,

naar Excellencen stjal og sov,

til Excellencens Lov.

 

Den sande Lighed hersker her,

og alle er vi lige nær

til fedest Kjød og finest Brød,

men ingen dertil fød.

Foragt med den, der tænker sig

at være mere adelig,

om han saa stammer fra Per Thott,

end nogen Sansculot!

 

Uskyldig er vor Politik;

vi glæde os, naar vel det gik,

og ønske, at den gode Sag

ej fare maa i Mag.

Men om vi stundum bande Pitt

og rose Robespierre lidt,

staar Statens Ro dog ej paa Spilr

nej, der skal mere til.

 

King George han skiller høje Spil;

en Satan fik ham nylig til

at rive Folkets Klubber ned,

sig selv til stor Fortræd.

Han tror ej, Briten mukke tør,

hvor gal han endog Sagen gjør;

tror I, godt Folk! slig Politik

kan længe holde Stik?

Per Thott, se Heibergs Note S. 364.

 

I Fyrster paa den hele Jord!

o! tror ej slig en Niddings Ord,

som dèr, hvor Folk forsamler sig,

ser Spor til Borgerkrig!

Om Krig at drømme midt i Fred,

det røber ond Samvittighed;

og frygter I for Mytteri,

er snart jer Magt forbi.

 

Dog bort med slige Billeder!

de kuns forstyrre Glæden her;

ved Vin at lokke Griller frem,

fy! den Idé var slem!

Saa bort med alskens Politik!

og lad os passe vores Drik!

det har vor fælles Ven jo sagt;

Skaal! Klubben staa ved Magt!

 

Jeg skrev saa tidt med vanhellig Pen,

Min ringe Geist var i Satans Eie;

Tak skee dig, ærede Folkeven,

Der mig omvendte fra Syndsens Veie!

At jeg begynder

At angre Synder

Det til din Ære jeg høit forkynder,

Held vorde dig!

 

At den er skyldig i Mytterie

Som denne Sandhed i Tvivl tør drage,

At Folk er Kongers Hollænderie

Hvis Ost og Smør de har Lov at tage,

Og som desuden

Maae ligne Studen,

Naar en Forpagter faaer Lyst til Huden,

Det veed jeg nu.

 

At Frihed er et forbandet Ord,

Som Herren skabte udi sin Vrede,

Blot for at straffe den gale Jord

Og Verdens Undergang at berede,

At Skraal mod Lænker

Den Ret forkrænker,

Som Gud paa Vuggen Monarken skiænker,

Er soleklart.

 

At den er altid med Viisdom fød,

Der sexten Ahner og flere tæller;

For ham er det kuns et Smørrebrød

Hvorved den støvede Lærde træller,

At Dyd og Ære

Vil ene være

Hos dem, der Skiolde og Hielme bære,

Er nu min Troe.

 

At den Nation jeg ei nævne tør,

Skiønt den behandler os som den lyster,

Har al den Frihed man have bør,

Saa den med Rette sig deraf bryster.

Ak, skiønt vi sukke,

Vi ei tør mukke,

Men dybt for den os i Støvet bukke,

Er sandt og vist.

 

Du har beviist, og modtag min Tak,

At Frankrig er kuns et Øglerede;

At der fordømte rebelske Pak

Bør føle Kongernes grumme Vrede;

At Blod i Strømme

Bør oversvømme

Det Land som vovede frækt at dømme

Sin Souverain.

 

Du lærte mig, at i Krigens Tid

Kun Landets Børn bør for Landet stride;

Og at naar Kongen har endt sin Strid,

Han ei paa Borgeren meer maae lide;

For ham at ave

Bør Kongen have

En skiønne Flok af de kiekke brave

Daraussen fra.

 

Af disse Sandheder før jeg loe;

Den Latter blev mig til Skam og Skade;

Thi sværger jeg til en bedre Troe,

Om Demokrater mig end vil hade.

Det Had jeg venter

Betalt med Renter

Ved nogle bitte Emolumenter.

Forstaaer I mig?