Johan Herman Wessel
Johan Herman Wessel
Johan Herman Wessel var en dansk-norsk digter, der blev født den 6. oktober 1742 i Vestby kommune i Norge og døde den 29 december 1785 i København. Andre berømte slægtninge i hans familie inkluderer hans lillebror Casper Wessel, der var matematiker, samt hans grandnevø Peter Wessel Tordenskjold, der var krigshelt.
Johan Herman Wessel voksede op i Norge og gik på latinskole i Oslo (der dengang hed Christiania eller Kristiania) og drog som 19 årig til København for at studere. Han færdiggjorde dog aldrig sit studie og fik derfor heller aldrig sin eksamen. Han levede resten af sit liv i København, hvor han i starten levede af almindeligt, hårdt arbejde og senere af privatundervisning og teateroversættelser. De sidste 9 år af hans liv, var han svækket af hans dårlige helbred og hans drukfældige livsstil; lykkelig var han ikke.
Det Norske Selskab
I 1772 stiftede han sammen med blandt andre P.H. Frimann og Claus Fasting klubben “Det Norske Selskab”, som var en litterær klub, der eksisterede helt frem til 1813. Det var også i 1772 at han udgav værket Kjaerlighed Uden Strømper, der for alvor fik ham foreviget i den litterære historie.
Et andet karrieremæssige højdepunkter er “Smeden og bageren” der blev trykt i 1784 i hans ugeblad Votre Serviteur Otiosis. Øvrige værker inkluderer desuden “Herremanden” og “Gaflen”.
Karakteristika
Johan Herman Wessel er først og fremmest kendt for sin humoristiske og sarkastiske stil, der ofte stak til datidens normer og moral men også til samtidige litterære stilarter.
Hans speciale lå desuden i humoristiske billeder og ordspil og samt versfortællinger og epigrammer.
Gaffelen
Jeg synger om, dog nei; jeg ligefrem fortæller,
Saa ganske ligefrem gaaer jeg just ikke heller,
Et Svinke-Ærinde jeg giver mig iblandt,
Og er det ikke smukt, saa er det ganske sandt.
Nu, jeg fortæller da om Mand og om Mandinde,
Som havde ved et Ord stor Lykke kundet finde,
Om grønne Søbekaal, som stolte Guder fik,
Om Gaffelen, som kom, og Gaffelen, som gik,
Engang, men det er skeet for længe længe siden,
Og var jeg den Gang til, saa var jeg ganske liden,
Engang Mercurius og Jupiter faldt paa,
For en Forandrings Skyld og Tanker at forslaae,
At foretage sig en Lysttour ned til Jorden,
Hvor Majestæterne fandt alting saa i Orden,
At Jupiter tilsidst brød ud i disse Ord:
„Hr. Pope har sagt sandt: det er den bedste Jord.“
Han sagde vistnok meer, men til den største Skade
For Læseren, for mig, for Jordens Overflade,
Er denne liden Stump deraf kun bleven giemt,
Og det fornemste var maaskee, hvad man har glemt.
Men jeg ei glemme maa, hvad jeg har meer at sige:
„Hør,“ sagde Jupiter, „jeg gider ikke stige
Strax til Olymp igien; vil du Mercurius,“
(Thi alle Guderne er' for det meste Duus)
„Vil du, saa gaae vi ind i næste Bonde-Hytte,
Men forud vor Gestalt med Menneskers ombytte.
Hvem veed? vi der maaskee kan gode Løier faae.“
Mercurius, som godt al Galskab lide maae,
Paa Øieblikket sig forsvor fra Gud til Fanden,
(Han aldrig lade kan den skrækkelige Banden)
At dette Indfald var meer end guddommeligt.
De ind i Hytten kom, fandt alting tarveligt;
De Mand og Kone saae med Elleskeer spise,
Og bade, at de dem den Godhed vilde vise,
At give dem omsonst en Skeefuld Søbekaal.
„Ja sætter Jer godt Folk, og langer til vor Skaal,“
Var Mandens Ord, og hun bejaede med Lader,
Hun Fattig var paa Ord, den fromme Husets Fader.
Mercurius, som var til bedre Føde vant,
Slet ingen Appetit til Søbekaalen fandt;
Thi yttred' han paa Fransk, som Husets Folk ei kunde,
Til Jupiter derom sin Meening dennelunde:
Ces choux-là sont d'un gout à me faire vomir,
Et je ne conçois pas, qu'on s'en puisse nourrir.
Oui, sagde Jupiter, auprès de l'Ambroisie
Ces choux sont bien mauvais; pour la cérémonie
Il faut pourtant, mon fils, en manger quelque peu.
Mais à propos, comment récompenser en Dieu
De ces honnêtes gens la douce bienveillance?
— Si ces donneurs de choux méritent récompense,
Saa svarede Mercur, que leurs propres souhaits
Déterminent d'abord tes généreux bienfaits!
Mercuriuses Raad behagede hans Fader,
Thi blev han siden ved: „Ved I vel hvem I mader?“
„Nei,“ svarte Konen ham, „desuden,“ sagde hun,
„Saa mader vi jer ei, vi jer bespiser kun,
I skulde ikke nys saa meget talt det Franske,
Saa havde I maaskee nu bedre vidst det Danske.“
Thi mens de talte Fransk, faldt Tiden Konen lang,
Og Vreden giorde nu, hun Tungen fik paa Gang.
Da Jupiter fornam, hun havde Ret i noget,
Og at han virkelig begik en Feil mod Sproget,
Saa blev han ikke vred, men svarte med en Smiil:
„Min Putte, tael mig til i mere høflig Stiil.
I altsaa vide maae, I har bespiist, Madame,
Bespiist og madet er dog mestendeels det samme,
I har bespiist en Gud i ham, og en i mig.
Og, til Beviis derpaa, leed i min Kiortel-Flig,
Der kan I, om I vil, en Torden-Kiile hitte;
Thi jeg er Jupiter, og denne lille bitte,
Ifald han havde ei sin Guddom skiult saa vel,
I skulde see paa ham to Vinger for hver Hæl;
Han er Mercurius. Nu veed I, hvem vi ere;
I ogsaa vide maae, vi Godhed for jer bære.
For jer Velvillighed mod mig og min Søn,
For jeres Søbekaal, bestemmer I selv jer Løn!
Hvorom I vil, I nu kan trende Ønsker giøre,
Og Jupiter vil strax hvert Ønske fyldestgiøre.“
„O,“ sagde Konen da, „gid vi maa Gaffel faae
Til vor umage Kniv“ — der strax en Gaffel laae,
Og Kniven Mage fik. „Hvad, er du reent forbandet,
Og, naar du Valget har, dig ønsker intet andet?“
Var Mandens Ord, „saa gid, at Gaffelen dig sad,
Din Tosse! i dit Liv.“ — Det skeede, som han bad.
Der stod da baade Mand og Kone i en Maade.
De sig udbede maae den — ach, den sidste Naade,
At Gaffelen igien tilbage maatte gaae.
Den gik; og Guderne, de giorde ligesaa.
Smeden og bageren
Der var en liden Bye, i Byen var en Smed,
Som farlig var, naar han blev vred.
Han sig en Fiende fik; (dem kan man altid faae,
Jeg ingen har, det gaae Min Læser ligesaa!)
Til Uhæld for dem begge to
De træffes i en Kroe.
De drak (jeg selv i Kroe vil drikke;
For andet kommer jeg der ikke.
Anmærk dog, Læser! dette:
Jeg immer gaaer paa de honette. )
Som sagt, de drak,
Og efter mange Skieldsord, hidsigt Snak,
Slaaer Smeden Fienden paa Planeten.
Saa stærkt var dette Slag,
At han saae ikke Dag,
Og har ei siden seet'en.
Strax i Arrest blev Smeden sat.
En Feldskiær faaer den Døde fat,
Og om en voldsom Død Attest hensender.
Den Mordere forhøres og bekiender.
Hans Haab var, at han skulde hisset gaae,
Og der Forladelse af sin Modstander faae.
Men hør nu Løier! netop Dagen,
Før Dom skal gaae i Sagen,
Fremtriner fire Borgere
For Dommeren; den mest veltalende
Ham saa tiltalede:
“Velviseste!
Vi veed, paa Byens Vel De altid see;
Men Byens Vel beroer derpaa,
At vi vor Smed igien maae faae.
Hans Død opvækker jo dog ei den Døde?
Vi aldrig faaer igien saa duelig en Mand.
For hans Forbrydelse vi alt for grusomt bøde,
Om han ei hielpes kan.” .
“Betænk dog, kiere Ven! der Liv for Liv maae bødes.” .
“Her boer en arm udlevet Bager,
Som Pokker snart desuden tager.
Vi har jo to, om man den ældste tog af dem?
Saa blev jo Liv for Liv betalt.” .
“Ja,” sagde Dommeren, “det Indfald var ei galt.
Jeg Sagen at opsette nødes;
Thi i saa vigtigt Fald man maae sig vel betænke,
Gid vores Smed jeg Livet kunde skienke!
Farvel godt Folk! jeg giør alt, hvad jeg kan.” .
“Farvel velvise Mand!” .
Han bladrer i sin Lov omhyggelig;
Men finder intet der for sig,
Hvorved forbuden er, for Smed at rette Bager;
Han sin Beslutning tager,
Og saa afsiger denne Dom:
(Hvem, som vil høre den, han kom!)
“Vel er Grovsmeden Jens
For al Undskyldning læns,
Og her for Retten selv bekiendte,
Han Anders Pedersen til Evigheden sendte;
Men da i vores Bye en Smed vi ikkun have,
Jeg maatte være reent af Lave,
Ifald jeg vilde see ham død.
Men her er to, som bager Brød.”
“Thi kiender jeg for Ret:
Den aeldste Bager skal undgielde det,
Og for det skedte Mord med Liv for Liv bør bøde,
Til velfortiente Straf for sig
Og ligesindede til Afskye og til Skræk.”
Den Bager græd Guds jammerlig,
Da man ham førte væk.
Moral
Beredt til Døden altid vær!
Den kommer, naar du mindst den tænker nær.
Del dit favorit-digt med andre
Bidrag med det her - så kan andre brugere også få glæde af det!
Skriv det i kommentarfeltet og del evt. også på Facebook