Ambrosius Stub - Aria, digte og sange

Ambrosius Stub

Her finder du 3 udvalgte digte af Ambrosius Stub (efter Forfatterprofilen). Hvis du selv kender et anbefalelsesværdigt digt af Ambrosius Stub, er du mere end velkommen til at dele det med de øvrige brugere her på Udvalgte-Ordsprog.dk ved at indskrive det i kommentarfeltet nederst på denne side.

Forfatterprofil

Ambrosius Stub var en dansk digter, der var kendt for sine digte, vers og især sine arier (et udtryk der anvendes inden for musikkens verden om et selvstændigt stykke musik for én enkelt stemme, der akkompagneres af et orkester – et godt eksempel herpå kunne være den velkendte arie la donna è mobile). Eksempler på arier skrevet af Ambrosius Stub inkluderer bl.a. drikkevisen, det moralske læredigt, den gudelige sang m.fl.

Ambrosius Stub havde en meget yndefuld skrivestil, hvilket kan virke modsætningsfyldt i forhold til hans turbulente tilværelse. Især de senere år af hans liv, var prægede af druk og mismodighed, hvilket sandsynligvis bundede i manglende kunsterisk anerkendelse samt problemer i ægteskabet. Herudover er hans skrivestil uden tvivl påvirket af den barokdigtning, der var udbredt i perioden umiddelbart før hans tid.

Det mest kendte digt af Ambrosius Stub er digtet “Den kiedsom Vinter gik sin gang” fra 1771, der findes (i en forkortet version) i Højskolesangbogen.

Ambrosius Stub - Arier og andre poetiske stykker

Her ses “Arier og andre poetiske stykker” af Ambrosius Stub

Digtet gav Ambrosius Stub et ry for at være en fornem naturdigter, selvom hans egentlige ekspertise lå i de såkaldte lejlighedsdigte – dvs. digte, sange, kantater, prologer mv. der er skrevet på bestilling til en bestemt lejlighed (f.eks. et bryllup, dåb, kroning el.lign.).

I 1771 bliver Ambrosius Stubs digte for første gang samlet af præsten Thomas Severin Heiberg i udgivelsen “Arier og andre poetiske stykker”. I 1780 udgiver Ambrosius Stubs søn, Christian, samlingen “Anhang til Ambrosius Stubs poetiske tanker”.

I dag kender man i alt til 119 digte skrevet af Ambrosius Stub, men eftersom en del af hans værker først blev optegnet efter hans død, mener man ikke, at alle hans digte er tilskrevet ham (selvom han rent faktisk er forfatteren).

 

Livsforløb

Hans præcise fødseldato er ukendt, men man ved, at han blev født i den første halvdel af maj måned i 1705 og døbt den 17. maj samme år i Gummerup på Fyn. Hans usædvanlige fornavn stammer sandsynligvis fra hans gudmoder, Maria Dorthea Stockfleth; hendes nyligt afdøde fader hed Ambrosius. En anden mulighed er, at han blev navngivet efter helgenkalenderen – her er den 4. april nemlig Ambrosius dag.

Stockfleth familien fik i flere sammenhænge betydning for Ambrosius' liv. Især hans ven Christian Stockfleth, der var på alder med Ambrosius, havde stor indflydelse på ham. Det var bl.a. gennem Christian Stockfleth, at Ambrosius fik indblik i det adelige liv og i øvrigt også lærte at spille klaver – to faktorer der senere skulle få betydning for hans professionelle liv.

Ambrosius Stub var søn af Christoffer Pedersen Stub (født 1664) og Christense Ibsdatter (født 1665). Faderen var fæstehusmand, skrædder og vurderingsmand. På baggrund af arbejdet som vurderingsmand, antager man, at faderen må have været anset i lokalsamfundet. Man ved desuden også, at faderen kunne læse, hvilket kun de færreste kunne på dette tidspunkt.

Ambrosius Stub kom på latinskole i starten af 1720'erne og blev student i Odense  i 1925. Samme år drog han til København for at studere teologi. Han færdiggjorde dog aldrig sine eksamener på trods af, at han gik på Københavns Universitet i 10 år.

I 1733 indførtes stavnsbåndet, hvilket må have haft betydning for Ambrosius' familie på Fyn (der primært ernærede sig ved landbrug). Herudover lukkede en del teatre og vinstuer i København i samme periode (som resultat af et kongeskifte), hvilket sandsynligvis også var medvirkende til, at han i 1734 valgte at flytte tilbage til Fyn.

I 1735 giftede han sig med Mette Cathrine Schousboe, som han også fik 3 børn med: Christine, Christian og Hedvig. Den yngste, Hedvig, afgik dog ved døden som 3 årig i 1747. Uden en færdig uddannelse og et eksamenbevis var han nødt til at tage småjobs hist og pist og havde derfor ikke midler nok til at forsøge sin familie. Han var bl.a. ansat på flere fynske herregårde, hvor han oplæste poesi og spillede klaver for at underholde adelige og velstående folk. I denne periode hjalp hans indgående kendskab til adelen fra hans ungdom ham meget med at finde jobs – men familiens fattigdom bekræftes kun af skatteregistrets optegnelser fra 1743; Ambrosius Stub og hans kone var fritaget for at betale skat pga. deres beskedne indkomst.

Ambrosius-egen på Tåsinge

Ambrosius-egen på Tåsinge

Hans kone døde i en alder af 31 år i 1747 og børnene passes herefter af Stubs familie. Ambrosius Stub havde desuden et dårligt helbred og led bl.a. af leddegigt. Herudover drak han meget.

Ambrosius Stub flyttede i 1752 til Ribe, hvor han arbejdede som skoleholder og endeligt døde som 53 årig.

På øen Tåsinge er “Ambrosius-egen” opkaldt efter Ambrosius Stub. Han skulle efter sigende have tilbragt meget tid på at læse, skrive og fremsige poesi under den. Selve egen er 400 år gammel og står sydvest for Valdemars Slot ved Nørreskoven på Tåsinge.

Digte, sange og arier af Ambrosius Stub

Herunder finder du 3 udvalgte digte, sange og arier af Ambrosius Stub:

  • “Den kiedsom Vinter gik sin gang”: Den mest kendte arie af Ambrosius Stub. Arien udtrykker uden tvivl Ambrosius' håb om en bedre fremtid for ham og hans familie
  • “En dejlig rosenknop”: Ambrosius skrev dette smukke digt på Valdemars Slot til hans kone Mette
  • “Nu er jeg befriet fra kærligheds pagt”: I denne arie giver Ambrosius udtryk for, at hans ægteskab ikke er helt idyllisk

Den kiedsom Vinter gik sin gang

Aria

 

Den kedsom vinter gik sin gang,

Den dag så kort, den nat så lang

Forandrer sig

Så lempelig;

Den barske vind, den mørke sky – må fly;

Vor kakkelovn så ene står,

Og hver dags kolde syge får;

Den tykke vams, den forede dragt

Er alt hængt hen, og rent foragt,

og muffen er tillige gemt – og glemt;

man frygter ej, at sne og slud

skal møde dem, som vil gå ud;

Thi lad os gå

at skue på,

hvor smukt naturen sig ter – og leer.

Ak se hvor pyntet solen går

Med lange stråler i sit hår;

Den varme krans

Er rette kands ( chance/håb)

For alle ting, som nu må gry – på ny;

Det klare, lyse Himmel blå

Er værd at kaste øje på;

Se fuglene i flokke tal

I luftens vide sommersal,

de holde snart hvert øjeblik – musik;

de kappes daglig to og to.

At bygge hvor de bedst kan bo,

Her flyver en

jo med sin gren,

en anden sanker hår og strå – så små.

 

 

Ak se! hvor tegner marken vel

for bonden hele verdens træl,

han leer fordi

hans slaveri

skal endes med sin frugtbarhed – i fred.

Hist går de kåde lam i flæng

og spøge i den grønne eng,

de knæle med en hjertens lyst

For moders mælkefulde bryst,

de kvæges ved den søde tår – de får,

hist vogter hyrden kvæg og korn;

et hundebjæf, en lyd af horn.

er al hans spil;

men hører til,

hvor smukt den skov ham svare må – der på.

Ak se et meget yndigt syn

på skovens grønne øjenbryn,

den høje top

skal klædes op,

og våren pynter bøgen ud – til brud.

Når solen brænder som en glød,

og stikker ild i barm og skød,

da har man jo bag hvert et blad

skærmbræt for sin matte rad.

Her smager the og et glas vin – fra Rhin,

Imidlertid man får at se

Et ret naturligt ensemble,

hver fugl har stemt

sit instrument,

De raske dyr vil danse net – og let.

 

 

Ak se hvor spejle klar og glat

den sø dog er i lave sat,

det er jo som

at solen kom,

kun for at se sit skilderi – deri.

Den Fisk, som stak i dynd og skarn,

og slap fra frost og fange garn,

han får nu atter mod og liv,

og spøger frit i Rør og si.

Se hist, hvor stolt hans finner går – og slår.

Nu lirrer frøen med sin mund

imod den søvnig aften stund,

jeg tænker på

mit hvilestrå

og ender min spadsere gang – i sang.

Så er da himmel, jord og vand

opmuntret ved min skabermand,

jeg gik omkring

blandt tusind ting, guds forsyn spores ved enhver – i sær.

Bekymret sjæl! så ser du dog,

At alting står, i Herrens bog,

i hvor det går, så ved jeg grandt,

Mit navn står tegnet deriblandt;

Gud kommer vist min tarv i hu – end nu,

han rammer nok den rette tid

Da himlen den skal blive blid;

jeg tør måske

vel få at se

min Vinter blive til en Vår – i år.

Du deylig Rosen-Knop

 

 

Du deylig Rosen-Knop!

Lad mig dig ret betragte!

Hver Mand maae dig jo agte,

Naturen har nedlagt

Hos dig al Konst og Pragt;

De fiine farved' Blade,

Os i Uvished lade,

Om ey en ziirlig Dragt

Indtager meer end Pragt;

De Blade giør saa mange,

Smaa Labyrinthers Gange,

Og dufte Luften op;

Du deylig Rosen-Knop!

 

 

Men ak! du visnede,

I gaar saae jeg med Glæde

Dig paa dit Torne-Sæde;

Jeg brød dig af, men see!

I Dag du visnede;

Din friske Farve svinder;

Dit matte Rødt mig minder,

Din Herlighed forgaaer;

Din Skiønhed Ende faaer;

 

 

Naturens Mesterstykke;

Ach, hvor er nu dit Smykke?

I Gaar du blomstrede,

I Dag du visnede.

 

 

Kom, Phillis! kom og see,

Min Rose paa dig kalder;

Din Skiønhed eengang falder;

Kom, Phillis, kom og see!

Betragt dit Billede!

Alt hvad man deyligt finder,

De rosenrøde Kinder,

Den Mund, den Deylighed,

De Øynes Munterhed,

Den nette Krop og Hænder,

Som sig hvers Gunst tilvender,

Forgaaer; kom, Phillis! see!

Betragt dit Billede!

 

 

Een Skiønhed evig staaer,

Som ey for Tiden falder,

Og ey for Aar og Alder;

Men Evigheden naaer,

Een Skiønhed evig staaer;

See, Phillis! det er Dyden,

Stræb efter den i Tiden!

At og en deylig Aand

Sin Bolig ligne kand;

 

 

Lev til din Skabers Ære,

I Dyden hans at være!

Naar alting da forgaaer,

Din Skiønhed evig staaer.

 

Nu er jeg befriet fra kærligheds pagt

Aria

 

Nu er jeg befriet fra kærligheds pagt,

at slutte på ny, bliver aldrig min agt.

Den føder så ofte en sejlivet harm,

som sjælden vil dø i en sukkende barm.

Hvor fandt man et par,

hvis glæde ej var

en rose, som sukkende torne dog bar?

Forsigtighed skyer den farlige vej,

Ja, siger hver løfterig kærlighed nej;

thi falskhed kan fængsle, med blødeste hånd.

Det ærligste hjerte i hårdeste bånd;

Jeg elsker ej flere,

Jeg elsker ej mere,

I elskov jeg tusinde blindheder ser



Del dit favorit-digt med andre

Kender du et godt citat eller digt?

Bidrag med det her - så kan andre brugere også få glæde af det!

Skriv det i kommentarfeltet og del evt. også på Facebook

Samlede digte
Samlede digte
- af Benny Andersen
Bedømmelse: ★★★★★
Læs mere om bogen her
Kærlighed
Kærlighed
- af Paulo Coelho
Bedømmelse: ★★★★★
Læs mere om bogen her
Storby-Trilogien
Storby-Trilogien
- af Dan Turèll
Bedømmelse: ★★★★
Læs mere om bogen her