B. S. Ingemann – Salmer og digte

Her finder du 5 salmer og digte af B. S. Ingemann (efter Forfatterprofilen). Hvis du selv kender en god salme eller et godt digt af B. S. Ingemann, er du meget velkommen til at dele det med de øvrige brugere her på Udvalgte-Ordsprog.dk ved at indskrive det i kommentarfeltet nederst på denne side.

Portræt af B. S. Ingemann

B. S. Ingemann

Forfatterprofil

Bernhard Severin Ingemann var en dansk forfatter og digter, der blev født den 28. maj 1789 i Torkilstrup og døde den 24. februar 1862 i Sorø.

Han var præstesøn og voksede op i Torkildstrup Præstegaard på Falster med sine 2 ældre søskende Søren og Bolette. I 1806 dimitterer han fra Slagelse Latinskole og flytter til København. I de efterf'ølgende år (frem til 1817) studerer han jura ved Københavns Universitet – dog uden at tage sin embedseksamen.

I denne periode sker der dog mere end blot studier; i 1807 bliver København bombarderet af den engelske flåde, hvor B. S. Ingemann frivilligt gør tjeneste i Studenterkorpset. Under bombardementet mister han desværre sine digte og skriverier. Han møder dog andre digterspirer – bl.a. Carsten Hauch og St. St. Blicher – som han senere bliver venner med.

Herudover er B. S. Ingeman alumne på Valkendorfs Kollegium i St. Peders stræde i København i årene 1811-1816. Det er også her, han for alvor kommer igang med at skrive digte igen – han skriver bl.a. følgende; i 1811 digtsamlingen Digte, i 1813 digtsamlingen Procne, i 1814 det romantiske epos De sorte Riddere og i 1816 eventyrdramaet “Reinald Underbarnet” (disse er blot et fåtal hans udgivelser!).

Den 5 marts 1811 sker der desuden noget helt specielt; han møder for første gang sin kommende hustru, Lucie Marie Mandix, som han forlover sig med i 1812 og gifter sig med i 1822.

Rejsen

Fra den 12.04.1818 til den 24.11.1819 er B. S. Ingemann på en dannelsesrejse, som med 2000 Rigsdaler er finansieret af Fonden Ad usus Publicos via den danske konge Frederik den 6. På rejsen besøger han følgende lande (i kronologisk rækkefølge): Tyskland, Frankrig, Schweiz, Italien. Under rejsen skriver han digtsamlingen Reiselyren, der beskriver hans mange storartede oplevelser og sanselige indtryk undervejs. Reiselyren udgives i 1820 efter hans hjemkomst.

B. S. Ingemanns Guldhorn

B. S. Ingemanns Guldhorn

Tiden efter

I 1822 bliver han gift med Lucie Marie Mandix – som herfra hedder Lucie Ingemann – i Hyllested Kirke. I årene 1822-1849 arbejder han som lektor ved Sorø Akademi, hvor han også bor. I disse år udgiver han flere salmer, aftensange, digte og romaner – heriblandt: “Morgensalmer og Cantater” i 1822 og “Huldregaverne” i 1831.

I 1852 udgiver han den nutidige roman “Landsbybørnene”, som bliver en stor succes.

I 1855 udnævnes B. S. Ingemann til Commandeur af Dannebrogen – dvs. han modtager kommandørkorset. I 1859 modtager han, på sin 70 års fødselsdag, et Guldhorn.

Den 24. februar 1862 dør B. S. Ingenmann og Lucie Ingemann dør den 15. januar 1868 – begge i Sorø.

Anbefalede bøger

Vi anbefaler især følgende bøger om- og af B. S. Ingemann:

Drømmen om Lethe

B. S. Ingemann

Jeg drømte, jeg stod i Skyggernes land

Ved den evige Glemsels Flod

Jeg stirred ned i dens dybe Vand;

Ved dybet vakled min Fod.

 

Jeg bøied mit Hoved mod flodens Siv;

det hvisked fra Mindernes Grav:

Een Draab kun! og det gamle Liv

Bortsmelter, som Draaber i Hav.

 

Een Draabe! og Livets Skygger bortflye! –

– Jeg leed af uendelig Tørst –

Ee Draabe kun! – og Verden er ny,

Og Livet begynder fra først.

 

Een Draabe! og glemt er al Verdens Nag –

Og glemt hver Kjærligheds-Drøm –

Nei, for jeg vil tørste til Dommedag –

– Jeg flyede fra Glemselens Strøm.

 

Falster

B. S. Ingemann

Du var mig hele Verden,

Du lille grønne Ø

Imellem de dybe Sunde

Og brusende Østersø!

Med Pragt staaer op fra Grønsund

Din Sol hver Morgenstund;

Ved Kvæld den til sit gyldne Slot

Nedruller i Guldborg-Sund.

 

Den rige Rugmark bølger

Bag Veiens Pilehegn;

De susende Bøgeskove

Er Sommerens Seierstegn.

Hvor Gjedser-Oddens Sandrev

Blev raske Sømands Grav,

Hver Nat fra Oddens Varseltaarn

Udstraaler der Lys paa Hav.

 

Men bruser fjernt fra Lyset

Sundstrøm fra Østersø,

Der skinner en Landsbykirke

I Dæmringen over Ø;

For mig den Kirke peger

Paa Vei til himmelsk Kyst:

Der døbte mig min Faders Haand

Og signed mit Barnebryst.

 

Og nær ved Kirkens Ringmur,

Hvor Præstegaarden staaer,

Skjult Mindernes Alfer hviske

Hvad hemmeligt til mig naaer.

Hver Krog i hine Stuer,

Hver Gjest, som glad drog ind,

Hvert kjærligt Blik, der til mig fløi,

Jeg gjemmer i stille Sind.

 

En anden Slægt der bygger,

Og andre Sjæle boe,

Hvor nu jeg vil søge Sporet

Af hoppende Børneskoe.

Før vort Aarhundreds Morgen

Med Storm og Lyn brød frem,

Jeg leged paa hin grønne Ø

I fredsælle Barnehjem.

 

Hvad Skjønt jeg saae i Legen

Fremglimter end med Lyst;

De Sjæle, jeg der har elsket,

Jeg hilser med kjærlig Røst;

Dig hilser jeg, min Vugge,

Med Hegn af Hav og Sund!

Imens min Sol mod gyldne Hav

Nedruller mod Aftenstund.

Pilgrimssang

B. S. Ingemann

Dejlig er jorden

Prægtig er guds himmel,

skøn er sjælenes pilgrimssang!

Gennem de fagre

riger på jorden

gå vi til paradis med sang!

 

Tider skal komme,

tider skal henrulle,

Slægt skal følge slægters gang.

Aldrig forstummer

tonen fra himlen

i sjælens glade pilgrimssang.

 

Englene sang den

først for markens hyrder,

skønt fra sjæl til sjæl det lød:

Fred over jorden!

menneske,fryd dig,

os er en evig frelser fød!

 

I fjerne kirketaarne hist

B. S. Ingemann

I fjerne kirketårne hist

nu aftenklokkerne ringe.

Snart sover liden fugl på kvist

med hovedet under sin vinge.

Nu samles frænder kønt igen

som fugleunger på grene,

men den, som har slet ingen ven,

han sidder ved kvæld alene.

 

Snart ruller ud den stille nat

sit skyggeflor over himlen,

og den, som sidder mest forladt,

ser op imod stjernevrimlen.

Og gennem himmelsløret ud

der skinner øjne fuldklare:

mildt ser den kære, store Gud

her ned med sin stjerneskare.

 

Han ser til sine børn da vist,

han ser til høje og ringe,

selv til den lille fugl på kvist

med hovedet under sin vinge.

Til dem, som sove, ser han hen,

han vugger fuglenes grene,

og den, som har slet ingen ven,

han lader ej sidde ene.

 

Det barn, der synes mest forladt,

Gud fader selv vil bevare:

Han sender i den stille nat

til jorden sin engleskare.

De sprede deres vinger ud,

når alle øjne sig lukke.

Selv våger hele verdens Gud

ved skabningens store vugge.

 

Salomons Sang i Dronninghaven

B. S. Ingemann

Jeg kommer i Haven,

Min Bjergpige-Brud!

Blandt Balsam og Myrrha leer jeg ad Graven –

Beruser Jer, Venner! — jeg tømmer i Haven

Beruselsers Lystbæger ud.

 

Alt Liv jeg omfatter,

Min Bjergpige-Brud!

Jeg favned Kong Pharaos deilige Datter –

I Skjønhedens Favntag alt Liv jeg omfatter.

Jeg tømmer mit Livsbæger ud – –

Anbefalede bøger

Vi anbefaler især følgende bøger om- og af B. S. Ingemann:



Del dit favorit-digt med andre

Kender du et godt citat eller digt?

Bidrag med det her - så kan andre brugere også få glæde af det!

Skriv det i kommentarfeltet og del evt. også på Facebook

B.S. Ingemann som eventyrdigter
- af Niels Kofoed
Bedømmelse: ★★★★★
Læs mere om bogen her
B.S. Ingemanns forfatterskab
- af Kristian Nielsen
Bedømmelse: ★★★★
Læs mere om bogen her
Morgen- og aftensange
- af B. S. Ingemann
Bedømmelse: ★★★★
Læs mere om bogen her