B. S. Ingemann – Salmer og digte

Jeg drømte, jeg stod i Skyggernes land

Ved den evige Glemsels Flod

Jeg stirred ned i dens dybe Vand;

Ved dybet vakled min Fod.

Jeg bøied mit Hoved mod flodens Siv;

det hvisked fra Mindernes Grav:

Een Draab kun! og det gamle Liv

Bortsmelter, som Draaber i Hav.

Een Draabe! og Livets Skygger bortflye! –

– Jeg leed af uendelig Tørst –

Ee Draabe kun! – og Verden er ny,

Og Livet begynder fra først.

Een Draabe! og glemt er al Verdens Nag –

Og glemt hver Kjærligheds-Drøm –

Nei, for jeg vil tørste til Dommedag –

– Jeg flyede fra Glemselens Strøm.

Du var mig hele Verden,

Du lille grønne Ø

Imellem de dybe Sunde

Og brusende Østersø!

Med Pragt staaer op fra Grønsund

Din Sol hver Morgenstund;

Ved Kvæld den til sit gyldne Slot

Nedruller i Guldborg-Sund.

Den rige Rugmark bølger

Bag Veiens Pilehegn;

De susende Bøgeskove

Er Sommerens Seierstegn.

Hvor Gjedser-Oddens Sandrev

Blev raske Sømands Grav,

Hver Nat fra Oddens Varseltaarn

Udstraaler der Lys paa Hav.

Men bruser fjernt fra Lyset

Sundstrøm fra Østersø,

Der skinner en Landsbykirke

I Dæmringen over Ø;

For mig den Kirke peger

Paa Vei til himmelsk Kyst:

Der døbte mig min Faders Haand

Og signed mit Barnebryst.

Og nær ved Kirkens Ringmur,

Hvor Præstegaarden staaer,

Skjult Mindernes Alfer hviske

Hvad hemmeligt til mig naaer.

Hver Krog i hine Stuer,

Hver Gjest, som glad drog ind,

Hvert kjærligt Blik, der til mig fløi,

Jeg gjemmer i stille Sind.

En anden Slægt der bygger,

Og andre Sjæle boe,

Hvor nu jeg vil søge Sporet

Af hoppende Børneskoe.

Før vort Aarhundreds Morgen

Med Storm og Lyn brød frem,

Jeg leged paa hin grønne Ø

I fredsælle Barnehjem.

Hvad Skjønt jeg saae i Legen

Fremglimter end med Lyst;

De Sjæle, jeg der har elsket,

Jeg hilser med kjærlig Røst;

Dig hilser jeg, min Vugge,

Med Hegn af Hav og Sund!

Imens min Sol mod gyldne Hav

Nedruller mod Aftenstund.

Dejlig er jorden

Prægtig er guds himmel,

skøn er sjælenes pilgrimssang!

Gennem de fagre

riger på jorden

gå vi til paradis med sang!

Tider skal komme,

tider skal henrulle,

Slægt skal følge slægters gang.

Aldrig forstummer

tonen fra himlen

i sjælens glade pilgrimssang.

Englene sang den

først for markens hyrder,

skønt fra sjæl til sjæl det lød:

Fred over jorden!

menneske,fryd dig,

os er en evig frelser fød!

I fjerne kirketårne hist

nu aftenklokkerne ringe.

Snart sover liden fugl på kvist

med hovedet under sin vinge.

Nu samles frænder kønt igen

som fugleunger på grene,

men den, som har slet ingen ven,

han sidder ved kvæld alene.

Snart ruller ud den stille nat

sit skyggeflor over himlen,

og den, som sidder mest forladt,

ser op imod stjernevrimlen.

Og gennem himmelsløret ud

der skinner øjne fuldklare:

mildt ser den kære, store Gud

her ned med sin stjerneskare.

Han ser til sine børn da vist,

han ser til høje og ringe,

selv til den lille fugl på kvist

med hovedet under sin vinge.

Til dem, som sove, ser han hen,

han vugger fuglenes grene,

og den, som har slet ingen ven,

han lader ej sidde ene.

Det barn, der synes mest forladt,

Gud fader selv vil bevare:

Han sender i den stille nat

til jorden sin engleskare.

De sprede deres vinger ud,

når alle øjne sig lukke.

Selv våger hele verdens Gud

ved skabningens store vugge.

Jeg kommer i Haven,

Min Bjergpige-Brud!

Blandt Balsam og Myrrha leer jeg ad Graven –

Beruser Jer, Venner! — jeg tømmer i Haven

Beruselsers Lystbæger ud.

Alt Liv jeg omfatter,

Min Bjergpige-Brud!

Jeg favned Kong Pharaos deilige Datter –

I Skjønhedens Favntag alt Liv jeg omfatter.

Jeg tømmer mit Livsbæger ud – –