Claus Frimann

Ondt ofte lider den Fiskermand,

Som ud maae fare, før Hanen galer,

Al Dagen pladske i kolde Vand,

Paa Hiem ei tænke, før Solen daler,

I vaade Trøie,

Sneedriv i Øie –

O, sad I der, I guldklædte Høie!

I andet fandt.

 

Dog, snar gaaer Dagen, og alting let,

Naar Drotten ramler, og Lod ei standser,

Og Kniv ei hviler paa Madding-Brædt,

Og Fisken op efter Snoren dandser;

Da spares Arme

At bankes varme,

Madkisten glemme de tomme Tarme,

Som skrege før.

 

Saa mangt nu tænker den Fisker paa,

Mangt med sig selv nu han monne snakke:

I Aar skal Jorddrot mig lade staae,

I Aar ei kastes jeg ned for Bakke,

Det har ei Fare,

Nu faaer jeg Vahre,

I Aar skal Fogden min Gryde spare

For Skat og Told.

 

God Hustrue hiemme seer ud igjen;

Det qvælder tidlig, og kold er Stuen,

I Krogen setter hun Rokken hen,

I Asken rager, giør Ild paa Gruen;

Tung op fra Stranden

Ind stamper Manden,

Tre vaade Trøier, en efter anden,

Han slænger hen.

 

 

Ordforklaring:

Drot = gå hen til fiskesnøren

faa vahre = måtte vente

Naar yndefulde Sommer

Med Fryd og Frugtbarhed igien

Tilbage til os kommer,

Mon af sig selv da kommer den?

I Luftens svale Skyer

Hvem samler Regnen der?

Og Marken saa fornyer,

Som vi det skue her?

Hvem byder Kilden strømme?

Hvem viser Floden Vei?

Hvem holder Hav i Tømme

Saa det os skader ei?

 

Forglem du Jorderige!

Forglem ei ham, som styrer Alt!

Holdt han ei Alt ved lige,

Da lidt din egen Viisdom galdt;

Var Herre ei din Værge,

Snart dine Støtter laae,

Snart synked' dine Bierge,

Ei Lyset meer du saae;

Lod han sin Haand kun segne

Det mindste Øieblik,

Hvor maatte du da blegne!

Og hvordan blev din Skik!

 

Thi lader os ophøie

Den store Fader, Livets Gud;

Aarvaagent er hans Øie,

Mild er den Haand, han rækker ud.

Ja, store Livets Vægter,

Som vil i Alt vor Gavn,

Af alle Jordens Slægter

Velsignes skal dit Navn!

Bliv ved for os at raade!

Hver er' vi uden dig?

I Viisdom og i Naade

Hvem er dig, Herre, liig!

 

 

Ordforklaring:

skik = tilstand