Claus Frimann - Information om digteren Claus Frimann

Claus Frimann

Her finder du 2 digte skrevet af Claus Frimann (efter Forfatterprofilen). Hvis du selv kender et godt digt af Claus Frimann, som du har lyst til at dele med de andre brugere her på Udvalgte-Ordsprog.dk, er du meget velkommen til at indsende dem i kommentarfeltet i bunden af denne side.

Forfatterprofil

Claus Frimann var en norsk digter og præst, der blev født i 1746 i Selje og døde den 11. oktober 1829 i Davik. Han arbejdede som sognepræst i Nordfjord i Norge i perioden 1781-1822.

Inden for poesien blev Frimann især kendt for sine digte som søfolk, men skrev også digte om andre emner som f.eks. den norske natur (eksempelvis de norske fjelde), hvilket han også fik anerkendelse for.

Hans tilknytning til Danmark startede da han som ung drog til København for at studere teologi på Københavns Universitet. Her blev han medlem af den legendariske digterklub Det norske Selskab, som lå i Sværtegade i Købehavn og bl.a. husede digtere såsom Johan Herman Wessel og Claus Fasting. Han fik i øvrigt tildelt Dannebrogordenen.

Den norske Fisker

Claus Frimann

Ondt ofte lider den Fiskermand,

Som ud maae fare, før Hanen galer,

Al Dagen pladske i kolde Vand,

Paa Hiem ei tænke, før Solen daler,

I vaade Trøie,

Sneedriv i Øie –

O, sad I der, I guldklædte Høie!

I andet fandt.

 

Dog, snar gaaer Dagen, og alting let,

Naar Drotten ramler, og Lod ei standser,

Og Kniv ei hviler paa Madding-Brædt,

Og Fisken op efter Snoren dandser;

Da spares Arme

At bankes varme,

Madkisten glemme de tomme Tarme,

Som skrege før.

 

Saa mangt nu tænker den Fisker paa,

Mangt med sig selv nu han monne snakke:

I Aar skal Jorddrot mig lade staae,

I Aar ei kastes jeg ned for Bakke,

Det har ei Fare,

Nu faaer jeg Vahre,

I Aar skal Fogden min Gryde spare

For Skat og Told.

 

God Hustrue hiemme seer ud igjen;

Det qvælder tidlig, og kold er Stuen,

I Krogen setter hun Rokken hen,

I Asken rager, giør Ild paa Gruen;

Tung op fra Stranden

Ind stamper Manden,

Tre vaade Trøier, en efter anden,

Han slænger hen.

 

 

Ordforklaring:

Drot = gå hen til fiskesnøren

faa vahre = måtte vente

Opholdelsen og Forsynet

Claus Frimann

Naar yndefulde Sommer

Med Fryd og Frugtbarhed igien

Tilbage til os kommer,

Mon af sig selv da kommer den?

I Luftens svale Skyer

Hvem samler Regnen der?

Og Marken saa fornyer,

Som vi det skue her?

Hvem byder Kilden strømme?

Hvem viser Floden Vei?

Hvem holder Hav i Tømme

Saa det os skader ei?

 

Forglem du Jorderige!

Forglem ei ham, som styrer Alt!

Holdt han ei Alt ved lige,

Da lidt din egen Viisdom galdt;

Var Herre ei din Værge,

Snart dine Støtter laae,

Snart synked' dine Bierge,

Ei Lyset meer du saae;

Lod han sin Haand kun segne

Det mindste Øieblik,

Hvor maatte du da blegne!

Og hvordan blev din Skik!

 

Thi lader os ophøie

Den store Fader, Livets Gud;

Aarvaagent er hans Øie,

Mild er den Haand, han rækker ud.

Ja, store Livets Vægter,

Som vil i Alt vor Gavn,

Af alle Jordens Slægter

Velsignes skal dit Navn!

Bliv ved for os at raade!

Hver er' vi uden dig?

I Viisdom og i Naade

Hvem er dig, Herre, liig!

 

 

Ordforklaring:

skik = tilstand

 




Del dit favorit-digt med andre

Kender du et godt citat eller digt?

Bidrag med det her - så kan andre brugere også få glæde af det!

Skriv det i kommentarfeltet og del evt. også på Facebook

Samlede digte
Samlede digte
- af Benny Andersen
Bedømmelse: ★★★★★
Læs mere om bogen her
Kærlighed
Kærlighed
- af Paulo Coelho
Bedømmelse: ★★★★★
Læs mere om bogen her
Storby-Trilogien
Storby-Trilogien
- af Dan Turèll
Bedømmelse: ★★★★
Læs mere om bogen her