Thomas Kingo - Digte og salmer

Digte og salmer af Thomas Kingo

Biografi

Thomas Kingo (1634 – 1703) var en salmedigter, der især er kendt for sine mange bidrag til Den Danske Salmebog. Thomas Kingo var uddannet teolog ved Københavns universitet og arbejdede som lærer, da han skrev sine første digte. På dette tidspunkt var han midt i tyverne.

Han arbejdede senere som kapellan (en form for hjælpepræst) og også sognepræst i 1668. Året efter giftede han sig med sin første kone, Sille Blackenborg, der dog døde et år senere (1670). Digtet Chrysillis (som findes længere nede her på siden) var dedikeret til hans afdøde kone.

Her ses Thomas Kingo

Thomas Kingos debut som digter kom i 1665 med digtet “Sæby-Gaards-koe-klage”. Efterfølgende udgav han regelmæssigt salmer og digte – og fik især succes med de salmer, som alle kunne synge med på.


Bogen ‘Thomas Kingo' af Erik A. Nielsen er én af de eneste bøger om Thomas Kingos forfatterskab. Bogen kan købes her

Nedenfor finder du 6 udvalgte digte og salmer af Thomas Kingo. Hvis du kender til et godt digt eller en god salme af Thomas Kingo, er du velkommen til at tilføje den i kommentarfeltet i bunden af denne side.

Hjerte-Suk I

Aldrig er jeg uden våde,

aldrig dog foruden nåde,

altid har jeg suk og ve,

altid kan jeg Jesus se.

 

Altid trykker mine synder,

altid Jesus hjælp tilskynder,

altid er jeg udi tvang,

altid er jeg fuld af sang.

 

Nu i sorrig, nu i glæde,

nu i fald og nu i sæde,

ofte fuld af stor uro,

altid fuld af Jesu tro.

 

Så er sorg til glæde lænket,

så er drikken mig iskænket,

besk og sød i livets skål,

sådant er mit levneds mål.

 

Men, o Jesus, jeg vil græde,

hjælp du til, at troens glæde

over synd og sorrig må

altid overvægten få!

 

Hjerte-Suk II

Naar jeg, O GUd paa Havet er

Og Bølge-ryggen giennemskiær,

Da kand jeg mig erindre,

At i mig selv der er et Hav

 

Ræt ved min dybe Hierte-grav

Hvor sterke Storme tindre

Og tunder om ved Dag og Nat,

Endog en Stang der for er sat,

Saa hver dog ikke kiender,

 

Hvordan det ulmer i min Barm,

Hvordan det pebler, naar jeg varm

Af Harm og Vrede brender,

Hvordan Bekymrings Storme gaae

I mine Aarers lønlig Vraa,

 

Hvor Frygt udi mig velter,

Hvor Blodet rutter om min Aand,

Hvor Pulsen pikker ved min Haand,

Til Hiertet nesten smelter!

Da seer jeg salte Taare-vand

 

Igiennem Øyet trilde kand,

At viise mig dend Kilde,

Som i mit Bryst sin Udspring hâr,

Hvor salt dend er, hvor suur og baêr,

Og hvor dend smager ilde!

 

Da sukker jeg: O JEsu! giv

At Havet ikke skal mit Liv

Med Vold og Grumhed stekke:

Men skal jeg qvælis i en Søe,

Da, søde JEsu, lad mig døe

I Øynis Boode-bekke.

AMEN

 

Gæt hvis ønske

0! var mit Skød en Kakkel-Vraa,

Naar frøssen Kingo kommer,

Lyksalig jeg mig sagde da

For alle Rosens Blommer.

 

0! var min Kind en Kakkelovn

For Kingos kolde Næse,

Den stegtes da, til den blev brun,

Ja gern' af Ilden hvæsed.

 

0! var min Barm en Kakkel-Tud,

Mig Kingo nytte skulde,

Sin Lomme-Mad og Hvede-Strud

Der maatte tø tilfulde.

 

0! var min Hals et lidet Søm,

Ret hart hos Ovnen slagen,

Hans Hosebaand og Bukserem

Det skulde gerne drage.

 

0! at det kunde skikke sig,

Jeg blev et Fyre-Bækken!

Det skulde ej fortryde mig,

Jeg langs ad Lagnet trækked

Og Varme satte i hver Traa,

Hver Fjer, hvert Straa til Bunde,

At naar ham Søvnen gik oppaa,

Han om mig drømme kunde

Og sige ved sig sagtelig:

“Du dejlig Sommer-Lille,

Naar jeg engang faar favnet dig,

Sig Vinter vel skal stille.

 

Chrysillis

Chrysillis, du mit verdens guld,

min en´ og ønskeskat,

mit lys i mørke nat!

Kom nærmer hid, o hjerte huld,

og læg dit øre til;

jeg for dig sjunge vil.

Lykkens sang,

lykkens gang

vil jeg vise uden fejl,

hvor du mig,

jeg og dig

skue må som i et spejl.

Solen skal ikke nå,

de Vester vande blå,

ej hænge lysen lok

på stjerneflok

før jeg, Chrysillis, har

gjordt det for verden bar,

hvor højt jeg elsker dig

bestandelig.

 

Du mindes vel den aftenstund,

jeg dig ved hånden fik

og ene hos dig gik.

Endog af månens røde mund

udblæste kuld og vind,

dog blussed frit dit sind.

Aftens tvang var ej lang,

timer var som øjeblik;

tiden flød, talen brød

begge hjerters skjulte nik.

Da blev den dulgte glød

oppustet klar og rød,

indtil vor hjerteblod

i lue stod.

Da bandtes venskabsbånd;

da raktes mund og hånd;

godnat tog hver da glad

og skiltes ad.

(Uddrag…)

 

Ked af verden, og kjær ad himlen

Far, verden, far vel,

jeg kedes ved længer at være din træl!

De byrder, som du haver byltet mig på,

dem kaster jeg fra mig og vil dem forsmå,

jeg river mig løs, og jeg kedes nu ved

forfængelighed!

 

Hvad er det dog alt,

som verden opsminker med fager gestalt?

Det er jo kun skygger og skinnende glar,

det er jo kun bobler og skrattende kar,

det er jo kun iseskrog, skarn og fortræd,

forfængelighed!

 

Hvad er mine år,

som listende svinder og snigende går?

Hvad er min bekymring, mit grublende sind,

min sorrig, min glæde, mit hovedes spind?

Hvad er dog mit arbejd, min møje, min sved?

Forfængelighed!

 

O rigdom og guld,

du jorderigs afgud i skinnende muld!

Du est dog af verdens de skuffende ting,

som vokser, aftager og veksles omkring,

du est dog i højeste mærke og med

forfængelighed!

 

Ak, ære, hvad er,

hvad er vel de kroner og kranse, du bær'?

Misundelse sidder dig altid på ryg,

du hemmelig stødes og sjælden er tryg,

du ofte dér snubler, hvor andre de gled;

forfængelighed!

 

Ak, yndest og gunst,

du hastig opkomne og faldende dunst,

oppustende gøgler, henviftende vind,

med tusinde øjne du dog løber blind;

hvad est du, når man dig ved solen har set?

Forfængelighed!

 

Ak, kødelig lyst,

som mangen med dødelig læbe har kyss't!

dit fængende tønder, din flyvende gnist

blev mangen til evige luer til sidst;

din skål synes honning, men drikken er led,

forfængelighed!

 

Så far da, far vel!

du skal nu ej længer bedrage min sjæl,

bedragerske verden, jeg takker dig af

og sænker dig ned i forglemmelsens grav;

jeg længes at trøstes for sorrig og nød

i Abrahams skød!1

 

Der skal mine år

begyndes i evigheds dejlige vår,

der skal ikke dagen ved solen opgry,

ej månen tilmåle mig næde og ny;

men Jesus er solen, hvis stråler er strø'd

i Abrahams skød!

 

Candida

Candida hviler i hjertekær gemme,

som diamanten indsluttet i guld.

Candida har i mit hjerte sit hjemme,

og som en perle i støvet fordulgt.

Veneris søn

dejlig og skøn,

gør det således, min tanke får bøn.

 

Se mig, når våren tar sommergrøn trøje,

luften afkaster sit isegrå skørt,

himlen med skyer besmykket til nøje,

mulden med grønne jordklæde iført.

Fuglen går hen,

tar sig en ven,

ene jeg, Candida! sidder igen.

 

Ser jeg til floder og bølgeblå flammer,

hver af indbyggerne leger med sin.

Ser jeg til dyrenes løvklædte kammer,

én tager denne, en anden tar hin.

Jeg er vel til

på artig spil,

ak, jeg i busken må ligge dog stil.

 

Liflig musik-sang jeg allesteds hører

og resonerende ekko ved strand.

Kvinten på lutten den nattergal rører,

drosselen er ved tenoren opvant.

Rørdrummens hvas

gør brummen-bas.

Stillidsen flittig slår alten på pas.

 

Artig på stemmer den kvidderhop bøjer.

Mage og mage der danser og ved,

én til den anden i dansen sig føjer,

hinden og hjorten dér holder geled.

Ak, yndig ro

i tanker bo!

lad ej min fjende mit hjerte omsno.

 

Strømme begyndte af hule-klar øje

hastig at stride på falmende kind.

Ak! har man fået hver lige til nøje:

råen sin mage og hjorten sin hind.

Venus, min skat,

hvor er det fat,

men du din tjener har ingen tilladt?

 

Straks da fremtråde af elskovens telte

Candida dejlig, som gråden afbrød,

glæded mit hjerte og sorgen afvælte,

dog melankoli ske tanker indskød.

Udi mit sind

trængte sig ind,

hun var mig bedre, end hjorten sin hind.

 

Himmelblå hvælving har stjerner ej flere,

end du har dyder, min dukke, min rå!

Hvad vil din tjener da mere begære,

end dig at nyde og engang at få?

Venus snart kom,

luk op din bom,

fly mig i Candidæ hjerte lidt rum


Bogen ‘Thomas Kingo' af Erik A. Nielsen er én af de eneste bøger om Thomas Kingos forfatterskab. Bogen kan købes her



Del dit favorit-digt med andre

Kender du et godt citat eller digt?

Bidrag med det her - så kan andre brugere også få glæde af det!

Skriv det i kommentarfeltet og del evt. også på Facebook

Thomas Kingo

- af Erik A. Nielsen

Bedømmelse: ★★★★★

Læs mere om bogen her

Thomas Kingo
Greb om forfatterne

- af Kai J. Aarsø

Bedømmelse: ★★★★

Læs mere om bogen her

Greb om forfatterne
Kristendommens retorik

- af Erik A. Nielsen

Bedømmelse: ★★★★

Læs mere om bogen her

Kristendommens retorik