Adam Oehlenschläger – Guldhornene og andre digte

Her finder du følgende digte af Adam Oehlenschläger:

  • Guldhornene
  • Den frembrydende Vaar
  • Oldingen ved Werthers Grav

Hvis du selv kender et godt digt Adam Oehlenschläger, og har lyst til at dele det med de andre besøgende på denne hjemmeside, er du meget velkommen til at indesende det via kommentarfeltet nederst her på siden.

Anbefalede bøger

Vi anbefaler følgende bøger om- og af Adam Oehlenschläger:

Dramatik Og Drømme

Oehlenschläger – 1850-2014

Kanongode fortællinger

Guldhornene

Adam Oehlenschläger

De higer og söger

i gamle Böger,

i oplukte Höie

med speidende Öie,

paa Sværd og Skiolde

i muldne Volde,

paa Runestene

blandt smuldnede Bene.

 

Oltids Bedrifter

anede trylle;

men i Mulm de sig hylle,

de gamle Skrifter.

Blikket stirrer,

sig Tanken forvirrer.

I Taage de famle.

„I gamle gamle

hensvundne Dage!

da det straalte i Norden,

da Himlen var paa Jorden,

giv et Glimt tilbage!“

 

Skyen suser,

Natten bruser,

Gravhöien sukker,

Rosen sig lukker.

De övre Regioner

toner!

De sig möde, de sig möde,

de forklarede Höie,

kampfarvede, röde,

med Stierneglands i Öie.

 

„I som raver i blinde,

skal finde

et ældgammelt Minde,

der skal komme og svinde!

Dets gyldne Sider

skal Præget bære

af de ældste Tider.

Af det kan I lære.

Med andagtsfuld Ære

I vor Gave belönne.

Det skiönneste Skiönne,

en Möe

skal Helligdommen finde!“

Saa synge de og svinde.

Lufttonerne döe!

 

Hrymfaxe den sorte

puster og dukker

og i Havet sig begraver.

Morgenens Porte

Delling oplukker,

og Skinfaxe traver

i straalende Lue

paa Himlens Bue.

 

Og Fuglene synge.

Dugperler bade

Blomsterblade,

som Vindene gynge.

Og med svævende Fied

en Möe hendandser

til Marken afsted.

Violer hende krandser.

Hendes Rosenkind brænder,

hun har Lilliehænder.

Let som en Hind

med muntert Sind,

hun svæver og smiler;

og som hun iler

og paa Elskov grubler –

hun snubler!

og stirrer og skuer

gyldne Luer,

og rödmer og bæver

og zittrende hæver

med undrende Aand,

af sorten Muld,

med sneehvide Haand,

det röde Guld.

 

En sagte Torden

dundrer!

Hele Norden

undrer!

 

Og hen de stimle

i store Vrimle,

og grave og söge

Skatten at foröge.

Men intet Guld!

Deres Haab har bedraget.

De see kun det Muld,

hvoraf de er taget.

 

 

 

Et Sekel svinder!!

 

Over Klippetinder

det atter bruser.

Stormenes Sluser

bryde med Vælde.

Over Norges Fielde

til Danmarks Dale

i Skyernes Sale,

de forklarede Gamle

sig atter samle.

 

„For de sieldne Faae

som vor Gave forstaae,

som ei Jordlænker binde,

men hvis Siele sig hæve

til det Eviges Tinde,

som ane det Höie

i Naturens Öie,

som tilbedende bæve

for Guddommens Straaler,

i Sole, i Violer,

i det Mindste, i det Störste,

som brændende törste

efter Livets Liv,

som — o store Aand

for de svundne Tider!

see dit Guddomsblik

paa Helligdommens Sider,

for dem lyder atter vort Bliv!

Naturens Sön,

ukiendt i Lön,

men som sine Fædre,

kraftig og stor,

dyrkende sin Jord,

ham vil vi hædre,

han skal atter finde!“

Saa synge de og svinde.

 

Hrymfaxe den sorte

puster og dukker,

og i Havet sig begraver.

Morgenens Porte

Delling oplukker,

og Skinfaxe traver

i straalende Lue,

paa Himlens Bue.

 

Ved lune Skov

Öxnene trække

den tunge Plov,

over sorten Dække.

 

Da standser Ploven,

og en Gysen farer

igiennem Skoven.

Fugleskarer

pludselig tier.

Hellig Taushed

alt indvier.

 

Da klinger i Muld

det gamle Guld.

 

Tvende Glimt fra Oldtidsdage

funkler i de nye Tider.

Selsomt vendte de tilbage,

gaadefyldt paa röde Sider.

 

Mystisk Helligdom omsvæver

deres gamle Tegn og Mærker.

Guddomsglorien ombæver

Evighedens Underværker.

 

Hædrer dem, thi Skiebnen skalter!

snart maaskee de er forsvunden.

Jesu Blod paa Herrens Alter

fylde dem, som Blod i Lunden.

 

Men I see kun deres Lue,

ikke det ærværdigt Höie!

Sætte dem som Pragt tilskue

for et mat nysgierrigt Öie.

 

Himlen sortner, Storme brage!

Visse Time du er kommen.

Hvad de gav de tog tilbage.

Evig bortsvandt Helligdommen.


 

Andre digte

 

Den frembrydende vaar

Adam Oehlenschläger

Engene grönnes og Skovenes Kroner

nylig fremsprungne Smaragder bedække,

Ætheren lunes og Sangeren toner

i den beknoppede, brydende Hække.

Vinteren bort til de livlöse Poler

flygter med Natten og Kulden og Taagen;

Flora paa Leiet af friske Violer

opslaaer sit Öie södtsmilende vaagen.

 

Harpe! som hang paa de rimfrosne Grene,

hyllet i Snee og i rugende Mörke,

stum og forladt, medens Boreas ene

hyled en Liigsang i Vinterens Örke,

Harpe! din Iis har Apollo bortsmeltet,

da han i Östen steeg frem i sin Lue.

Straalende hænger du nu under Teltet,

med den blaahvælvede, udstrakte Bue.

 

Kom og lad Flora, den unge Gudinde,

stemme dig med sine sneehvide Hænder.

Herligt bepurpres den kneisende Tinde

hist af den hvirvlende Kugle, som brænder.

Hen paa det bölgende Græs vil jeg stirre,

som i den mörkeblaae Vove sig taber,

Lærkernes Slag vil jeg höre at dirre,

slaae dine Strenge og prise min Skaber!

 

Straale! som brænder i smægtende Öie,

paa den uskyldige, elskende Pige,

Straale! du Skiönhedens höieste Höie,

ned i mit bævende Hierte du stige!

Elskende To! som i Skyggerne vanke,

indsmil mig Saligheds reneste Lue!

Da skal min brændende, hellige Tanke

tone, og hvirvle til Himmelens Bue!

 

Da skal de smilende unge Hyrdinder

nærme sig mig under skyggende Grene,

henrykt ved Bækken, som perlende rinder

over de hvide, sölvspraglede Stene;

svævende de om min Harpe skal dandse,

som deres Skiönhed at tolke kun stræber.

Da skal jeg prydes med blomstrende Krandse!

Da skal jeg kysses af blomstrende Læber.

 

Selve de sölvlokte Oldinger höre

gierne min Sang, fra den mosgroede Hytte.

Blidt skal de staae i de aabnede Döre,

og til vemodige Tonefald lytte.

I deres gamle uskyldige Siele

Foraarets Fryd jeg med Kraft skal indsiunge,

til de, fremkaldte af venlige Fiele,

nyde et Foraar, evindelig unge!

 

Hyrden min Sang skal gientage og smile,

naar han om Aftnen med bögende Vrimmel

skynder sig hiem til en qvægende Hvile,

stirrende hen paa den glimtende Himmel.

Tit paa sit Rör skal han stræbe at ligne

Strengenes Toner, som bævende vige.

Da skal han föle Naturen, og signe

Skiönhedens Gud, og omfavne sin Pige!

 

Ak, men hvad haaber jeg, mægtig henrevet!

salig indlullet i hellige Drömme?

Blussende! freidig! af Indtrykket drevet!

mens mine Tanker i Anelser svömme?

Kan vel en Spurv, skiönt den saligt sig fryder,

tolke min Salighed som Philomele?

Kan vel min Sang, skiönt i Vaaren den lyder

male, Natur! dit fortryllende Hele?

 

Ak der var Een! Skiönt fortæret af Smerte

skienkte ham Gud en udödelig Flamme,

og for Naturen det aabneste Hierte,

han kunde tolke hvad andre kun stamme!

Rungsted! din lange og frugtbare Fure

grönnes som forhen og spirer og pranger,

mens ved de gamle og gothiske Mure

Gravmuldet længst har omfavnet din Sanger!

 

Hellige Evald! i Dannemarks Skove

siger min Siel at forklaret du svæver.

Bölgende over den krusede Vove

luttret din Aand giennem Roserne bæver.

Lad den opglöde de frostige Strenge!

Gyd i mit Bryst dine hellige Luer!

Da skal mit Hierte i Harpen sig trænge,

da skal jeg tolke hvad nu kun jeg skuer!

Oldingen ved Werthers Grav

Adam Oehlenschläger

Aftenrøden

Farver din Grav!

De gamle Linde

Omhvælve den.

Violerne

Bølge i dens høie Græs!

 

Du slumrer

Den roligste Slummer!

Dødens!

 

Skyggerne voxe.

Aftenrøden svinder.

Kun et blegguult Skier

Tegner hvor den svandt.

Skoven sortner.

 

Hist kommer en Flok

Karle og Piger

Fra Marken.

De standse deres Sang,

Og Pigerne

Pege hid til Graven,

Med skielvende Hænder,

Og gaae en Omvei,

Af Frygt for Selvmorderen,

Som spøger i Skoven.

 

Werther!

De frygte dig,

Som hviler saa roligt

Mellem Blomsterne.

 

Dig gav Skiebnen et Hierte

Som følte

Natur og Gud!

Det gav den faae.

Dig gav Skiebnen det Held

At finde et Hierte

Som følte med dit.

Det gav den færre.

 

Du var lykkelig!

Thi du nød

Kierligheds Fryd.

Men jordiske Sammenstød

Hindrede Eders Siele

I at forene sig

Uforstyrret,

I Guddoms-Harmonie

Her!

Da kastede du din Jorddragt

I Graven,

Og ventede hende

Hisset!

Og fandt hende.

Nu frydes I!

 

Alderens Snee

Dækker min Isse.

Mit Hierte døer

Langsomt;

Min Vaar svandt hen

Unydt;

Thi jeg fandt ingen paa min Vei

Som følte med mig.

 

Jeg nød ikke

Kierligheds Fryd.

Mig venter ingen

Hisset,

Jeg forlader ingen

Her.

 

Naar mit Hierte er brustent

Og Menneskesværmen

Trænger sig forbi min Marmorkiste

I Capellet,

Vil de sige:

Han var lykkelig.

Ak hvo var lykkeligst!

Du eller jeg?

Anbefalede bøger

Vi anbefaler følgende bøger om- og af Adam Oehlenschläger:

Dramatik Og Drømme

Oehlenschläger – 1850-2014

Kanongode fortællinger


Relaterede artikler

Menu