Blinkende lygter af Tove Ditlevsen er en novelle, der med sin korte form og intense stemning rummer en hel livsfølelse: venten, uro, håb og en snigende erkendelse af, at ikke alt, hvad man længes efter, vil vise sig at være en redning. Det er en tekst om at stirre ud i mørket og se lyset blinke – uden at vide, om det nærmer sig eller forsvinder.
Hvor kan man købe bogen?
Du kan købe bogen Blinkende lygter af Tove Ditlevsen her:
Anmeldelse: Blinkende lygter af Tove Ditlevsen
Blinkende lygter af Tove Ditlevsen udspiller sig i et mentalt og fysisk rum præget af afventen. En kvinde sidder og kigger ud ad vinduet. Udenfor er mørket massivt, og i det fjerne ses nogle lygter blinke – måske et tog, måske en bil, måske en mulighed for at komme væk. Men hun sidder stille. Og hun bliver siddende. Det ydre handlingsforløb er næsten ikke-eksisterende, men det indre liv er intenst og knugende.
Ditlevsen bruger de blinkende lygter som metafor: de bliver et billede på det, man venter på, håber på – eller frygter. Det uafklarede. Lyset i mørket, der måske er på vej mod én, eller måske bare forsvinder længere og længere væk. Det er længslen, der står i centrum. Ikke efter noget konkret, men efter en ændring, en bevægelse, et tegn.
Sproget er enkelt, præget af tavshed og indre spænding. Ditlevsen skriver, som hun ofte gør, indefra en kvindes psykologiske oplevelse, uden filter. Følelserne er ikke forklaret eller analyseret, men levet i sproget. Og netop det gør novellen så virkningsfuld – læseren mærker den samme rastløshed, den samme uro, som kvinden i teksten.
Der er også noget næsten filmisk i novellen. Billedet af mørket og de blinkende lygter bliver stående – som et snapshot af eksistentiel ensomhed. Det er ikke dramatisk, men det er ladet med betydning. Og som med mange af Ditlevsens tekster, er det netop det underspillede, der bliver stærkt: en stilhed, man ikke kan komme udenom.
Blinkende lygter af Tove Ditlevsen er en tekst, der stiller flere spørgsmål end den besvarer. Hvem venter hun på? Hvad betyder lygterne? Hvorfor rejser hun ikke sig og går? Ditlevsen giver ikke svar – men hun fanger præcis den tilstand, hvor livet står stille, og man håber, at noget vil komme og ændre det. Det er enkelt, rørende og urovækkende – og typisk Tove.
