Konklusionen i bogen “Unges sprog” er, at de yngre og ældre generationer bander lige meget og taler lige forkert – de gør det blot på forskellige måder.

Bogen kan kraftigt anbefales til alle som blot interesserer sig en smule for det danske sprog og dets udvikling.

Køb bogen her

 

De ældre generationer har altid været utilfredse med ungdommen; deres opdragelse, uvaner, mentalitet og især deres sprogbrug. Det er navnligt brugen af slangord og bandeord, der irriterer de ældre. Hertil kommer meningsløse vendinger samt uforståelige fremmedord, der slet ikke hører til i det danske sprog.

Sprogforskerne Jens Normann Jørgensen og Pia Quist giver i bogen ‘Unges sprog' deres svar på, hvorfor unge mennesker taler, som de gør. 

Ifølge de to sprogforskere er de unges sprogbrug dog hverken skadeligt eller forkert; det er sprogets naturlige udvikling. Forskerne peger desuden på, at de unge netop er dem, der:

  • holder sproget i live
  • får sproget til at blomstre og udvikle sig
  • afliver de firkantede regler om hvad der er “forkert” og “korrekt” sprogbrug

Så i stedet for at opfatte de unge som sprogets ødelæggere, bør man nærmere betragte dem som sprogets frelsere.

Bandeord

Traditionelt har de ældre generationer altid været stærkt utilfredse med de unges brug af bandeord. Ikke nok med at de unge bander mere, de bander også mere beskidt. I bogen argumenterer forfatterne dog for, at dette ikke er tilfældet:

  • For det første fordi de forskellige generationer bruger forskellige bandeord; dvs. de forskellige generationer bander lige meget – men på forskellige måder
  • For det andet fordi bandeord efterhånden mister deres kraft og betydning – de udvandes – pga. samfundet omkring dem. I gamle dage var religiøse bandeord som f.eks. “sgu” eller “fanden” meget stærke bandeord. På samme måde var bandeord relateret til kropsdele, som f.eks. “skide” eller “pisse” også meget barske. I dag er de alle hverdagssprog

Den forstokkede sproglige elite

“Gamle sure mænd” er udtrykket som forfatterne bruger om den selvbestaltede sprogelite, der på selvophøjet vis har udnævnt sig til sprogets vogtere og dommere over, hvad der er korrekt, og hvad der er forkert. Denne selvudnævnte sprogelite behøver dog ikke at være gamle lærde lingvister med langt hvidt skæg – det er alle mennesker af begge køn og i alle aldre, der har den arrogante holdning, at netop deres måde at udtrykke sig på, er den eneste korrekte. Fællestrækket for denne gruppe af mennesker er også, at de bekymrer sig for sprogets udvikling.

Denne elite er dog ikke noget dansk fænomen; den findes i mange andre lande, inden for mange andre sprog og særligt i lande som England og Frankrig, når den sproglige forstokkethed uanede højder. Selvfølgelig skal der være regler for retstavning (i Danmark udstikkes disse af Dansk Sprognævn), men i f.eks. Frankrig findes der en instans (L’Académie française), hvis primære opgave er at holde hånden over det franske sprog – som det var engang. Dette indebærer bl.a. bekæmpelse af internationalisering og forurening af sproget samt ukorrekt sprogbrug. L’Académie française blev stiftet i 1635, som en reaktion på pøblens vulgære sprogbrug.

Nogle af de tidligste optegnelser af samme fænomen stammer fra Kong Hammurabis tid i Babylonien omkring 2400 år f.Kr., hvor de ældre nedskrev klager over, at deres børn og unge talte rædsomt. I historien er der desuden talrige eksempler på brug af slang: de gamle grækere, William Shakespeare samt den danske lingvist Rasmus Rask fra 1600-tallet brugte alle slang.

Alt dette – og mere til – underbygger forfatternes teori om sprogets udvikling og forskellene mellem generationerne. “Unges sprog” kan kraftigt anbefales  – Bogen kan købes hos Saxo.com

Bevingede ord
Bevingede ord
- af Pia Jarvad
Bedømmelse: ★★★★★
Læs mere om bogen her
Ordsprog og talemåder
Ordsprog og talemåder
- af Karen-margrethe Sørensen
Bedømmelse: ★★★★★
Læs mere om bogen her
Giftige citater
Giftige citater
- af Peter Legård Nielsen
Bedømmelse: ★★★★
Læs mere om bogen her