Man gjorde et barn fortræd af Tove Ditlevsen er en roman, der bevæger sig tættere på det mørke og tabuiserede end mange af hendes øvrige værker. Det er en fortælling om overgreb, magt og selvforståelse – skrevet med en intensitet, der kryber under huden og nægter at give slip.
Hvor kan man købe bogen?
Du kan købe bogen Man gjorde et barn fortræd af Tove Ditlevsen her:
Anmeldelse: Man gjorde et barn fortræd af Tove Ditlevsen
I Man gjorde et barn fortræd af Tove Ditlevsen møder vi pigen Tulle, en stille, følsom og indadvendt figur, der tidligt i livet oplever et seksuelt overgreb begået af en voksen mand i hendes omgangskreds. Overgrebet sættes ikke op som en dramatisk begivenhed i traditionel forstand – det er lavmælt, næsten usynligt – og netop derfor rammer det desto hårdere. Romanen handler ikke kun om det, der sker, men om det, der bliver siddende bagefter.
Ditlevsen skriver sig ind i Tulles indre oplevelse med en nøgternhed, der gør læsningen ubehageligt præcis. Vi ser ikke overgrebet udefra, men indefra – som en forvirring, en skyldfølelse, en tavshed, der langsomt breder sig og sætter sig i kroppen. Tulle ved, at noget er gået galt, men hun kan ikke sætte ord på det, og de voksne omkring hende ser det ikke – eller vil ikke se det.
Romanen kredser om det tab, der følger: ikke kun uskyld, men tillid, selvrespekt og følelsen af at høre til i sin egen krop. Tulle vokser op med en fundamental tvivl på sin egen værdi og på andres hensigter. Hendes forhold til seksualitet bliver præget af ambivalens og skam. Hun lærer at tie, tilpasse sig og forsvinde – selv som voksen.
Stilen er, som i mange af Ditlevsens værker, stram og underspillet. Der er ingen dramatisering, ingen store følelsesudbrud, og netop derfor føles teksten så troværdig. Smerten ligger i detaljerne: en sætning, der ikke bliver afsluttet, en stemning, der ikke bliver forklaret, et blik, der ikke mødes. Læseren tvinges til selv at mærke det, Tulle ikke kan sige.
Man gjorde et barn fortræd er også en bog om kvindelig sårbarhed i en verden, hvor mænds magt tages for givet – ikke kun fysisk, men også socialt og psykologisk. Ditlevsen afslører med kirurgisk præcision, hvordan et enkelt overgreb kan få årtiers konsekvenser, og hvordan det samfund, der burde beskytte barnet, i stedet vender det ryggen.
Romanen er kort, men den føles tung – ikke fordi sproget er svært, men fordi det, den siger, ikke kan rystes af. Den tvinger os til at se det, vi helst ikke vil se: at et barn kan blive svigtet, ikke én gang, men igen og igen – først af krænkeren, og siden af tavsheden. Man gjorde et barn fortræd af Tove Ditlevsen er en bog, der gør ondt at læse. Og som netop derfor bør læses.
