Dommeren af Tove Ditlevsen er en af hendes mindre kendte noveller, men den bærer i høj grad præg af hendes særlige blik for menneskelig skam, magt og undertrykkelse. I dette korte, men skarpe psykologiske portræt tematiserer hun, hvordan selvretfærdighed og moralsk autoritet kan blive et skjul for kontrol og følelsesmæssig overmagt.
Hvor kan man købe bogen?
Du kan købe bogen Dommeren af Tove Ditlevsen her:
Anmeldelse: Dommeren af Tove Ditlevsen
I Dommeren af Tove Ditlevsen møder vi en fortæller, der lever i skyggen af sin mand – en respektabel, stilfærdig og moralsk ophøjet figur, som med få ord kan få hende til at krympe ind i sig selv. Han råber ikke. Han slår ikke. Men han dømmer. Stilheden, blikkene, den måde han holder sig tilbage på, bliver hans redskab til at gøre hende lille, uden at nogen udefra ville kalde det vold.
Det er et klassisk Ditlevsen-motiv: kvinden, der indordner sig, tilpasser sig og indvendigt går i opløsning – alt imens hun udadtil lever det liv, der ser så pænt og ordentligt ud. I denne novelle er det særligt tydeligt, hvordan magt ikke nødvendigvis udøves med rå styrke, men gennem moralsk overlegenhed. “Dommeren” i hjemmet er ikke bare hendes mand – han bliver hendes indre stemme, hendes skyld, hendes målestok.
Sproget er underspillet og effektivt. Der bruges få ord til at sige meget. Ditlevsen behøver ikke dramatiske begivenheder for at få en dyb spænding frem; et enkelt middagsbord, en tavs kommentar eller en gestus rummer hele dramaet. Læseren mærker kvælertaget, som kvinden selv næsten ikke lægger mærke til – fordi hun allerede har vænnet sig til det.
Det særligt urovækkende i Dommeren er den måde, hvorpå kvinden stadig elsker sin mand – eller tror, hun gør det. Hun forsøger at gøre ham tilfreds, retfærdiggør hans kulde, internaliserer hans kritik. Det er en form for psykisk nedbrydning, der ikke kan måles i blå mærker, men som langsomt udvisker hendes selvbillede. Det er den type vold, der ikke er til at forklare – men som Ditlevsen her formår at sætte knivskarpt lys på.
Dommeren af Tove Ditlevsen er en fortælling, der står som et klart eksempel på hendes evne til at skrive det usynlige frem. Det er ikke en historie om hævn eller opgør. Det er en historie om at blive dømt – og om at lære at dømme sig selv. En stille, men isnende novelle om den slags relationer, som stadig alt for ofte går under radaren.
