Talemåden “djævelens advokat” bruges om en person, der bevidst indtager det modsatte eller kritiske synspunkt i en diskussion for at udfordre argumenter og afprøve holdbarheden af en sag. Udtrykket signalerer, at modstanden ikke nødvendigvis er personlig eller oprigtig, men bruges som et redskab i samtalen.
Betydning og anvendelse
Talemåden “djævelens advokat” betyder, at man argumenterer imod en holdning, også selvom man måske ikke selv er enig i den. Formålet er at få belyst svagheder, skabe nuancer eller sikre, at alle sider af en sag er gennemtænkt.
Udtrykket bruges ofte i møder, undervisning, debatter og faglige diskussioner, hvor kritisk tænkning og refleksion er vigtig. Det kan være en konstruktiv rolle, men kan også opfattes som provokerende, hvis den ikke tydeliggøres.
Oprindelse
Udtrykket stammer fra den katolske kirke, hvor “advocatus diaboli” var betegnelsen for en embedsmand, der havde til opgave at fremføre indvendinger mod helgenkåringer. Rollen var at sikre, at beslutningen var grundigt afprøvet. Senere er udtrykket blevet overført til almindelig sprogbrug som betegnelse for den, der udfordrer en sag fra den modsatte side.
Tilsvarende udtryk på andre sprog
Talemåden “djævelens advokat” har tilsvarende udtryk i andre sprog, ofte med samme metafor.
Engelsk:
“Devil's advocate”
Tysk:
“Advokat des Teufels”
Fransk:
“Avocat du diable”
Spansk:
“Abogado del diablo”
Italiensk:
“Avvocato del diavolo”