Ungdom af Tove Ditlevsen er anden del af hendes selvbiografiske trilogi og fører læseren videre fra de formative barndomsår ind i den skrøbelige og stormfulde overgang til voksenlivet. Det er en roman om drømme, nederlag og en næsten voldsom sult efter at blive til noget – og nogen – gennem ordene.
Anmeldelse: Ungdom af Tove Ditlevsen
I Ungdom af Tove Ditlevsen forlader Tove barndommens Vesterbro og begiver sig ud i det voksne livs uoverskuelige landskab. Men der er intet glidende eller harmonisk ved denne overgang. Den unge Tove må navigere mellem små jobs, ubønhørlig fattigdom, ydmygende mandebekendtskaber og en konstant følelse af at stå udenfor – også selvom hun nu forsøger at træde ind i de voksnes rækker.
Romanen er præget af en indre spænding: på den ene side længes Tove intenst efter at leve som forfatter, på den anden side må hun tage det arbejde, der er, og finde sig i de mænd, der vil hende – eller snarere vil bruge hende. Der er en passivitet i hendes handlinger, som kontrasterer stærkt med den brændende bevidsthed i hendes indre. Det skaber en særlig melankolsk dynamik, hvor det liv, hun drømmer om, hele tiden glider hende af hænde.
Sproget i Ungdom er, som i resten af trilogien, præcist og nøgternt. Men netop i sin enkelhed bliver det rammende. Tove Ditlevsen beskriver de ydmygende jobs, de lede mænd, de kolde værelser og den evige kamp for at få papir og blyant mellem hænderne med en underspillet intensitet. Hun fortæller ikke, hvordan det føles – hun viser det, og det mærkes i hver sætning.
Et centralt motiv i bogen er det kvindelige jegs forsøg på at finde en form, der kan rumme både længsel og realitet. Tove vil skrive, men hun vil også elskes, leve, være tryg – og disse behov står ofte i vejen for hinanden. Hun falder for ældre mænd, fordi de tilbyder noget, hun ikke selv har: sikkerhed, adgang til kulturlivet, en slags anerkendelse. Men samtidig mister hun sig selv i disse relationer, og hun ved det.
Ungdom af Tove Ditlevsen er en roman om at prøve og fejle. Om at vokse uden at føle sig voksen. Om at være kvinde i en verden, hvor mulighederne er få, og prisen for uafhængighed høj. Men det er også en roman, der bærer på en stille styrke. For selv når Tove vakler, skriver hun videre. Hun klamrer sig til sproget som det eneste faste holdepunkt i et liv, der ellers hele tiden er på vej ud af hænderne på hende.
Det gør Ungdom til en både sårbar og stædig fortælling – og en nødvendig bro mellem det opvågnende jeg i Barndom og den nedadgående spiral i Gift. En roman, der måske netop i sin tvivl og uro viser, hvad det vil sige at være ung, kvinde og skrivende.
